Hario er kendt for at producere glasudstyr og står blandt andet bag den ikoniske kaffebrygger Hario V60. Denne filterbrygger er blevet yderst populær blandt kaffenørder verden over – og med god grund! Formen på Hario tragten og de tilhørende Hario filtre er nemlig designet til at fremhæve selv de fineste nuancer i kaffen. Bryggemetoden giver samtidig fuld kontrol over processen og rig mulighed for at lege med smagen. Dyk ned i historien om japanske Hario, få et overblik over alle de fede Hario produkter, og tag din pour over kaffe til nye højder med vores bryggeguide, bryggetips og omfattende FAQ.
Mest populære kaffer til Hario V60
Tilbehør til feinschmeckeren
Bestseller til nybegynderen
I dette startkit finder du stort set alt, hvad du skal bruge for at komme i gang med Hario V60. Vi antager, at du har en helt almindelig elkedel, og det er ganske fint…i hvert fald til en start. Så kan du altid investere i en ægte Hario kedel, når du finder ud af, hvor badass det er at brygge pour over kaffe med en svanehalskedel.
Startpakken indeholder:
1 stk. Hario tragt i plast (2-kops)
1 stk. Hario kande i glas (600 ml)
1 pk. Hario kaffefiltre (100 stk.)
1 ps. Leonel økologiske mellemristede kaffebønner (250 gram)
Hvis du ikke allerede har en kaffekværn, vil vi klart anbefale at investere i en, f.eks. den elektriske kaffekværn Wilfa Svart. Her får du virkelig meget kværn for pengene. Alternativt kan du naturligvis anvende formalet kaffe. Du vil dog få et langt bedre resultat, når du anvender friskkværnede bønner til din V60 kaffe.
Stine fra ØNSk
Kaffeentusiastisk copywriter
Stines anbefaling til V60 kaffe
“Josés kaffe er en frugtig og vild kaffe! Det er min personlige favoritkaffe, når jeg brygger pour over kaffe på min Hario V60. Her synes jeg virkelig, at alle smagsnoterne kommer til live i koppen.
Når jeg brygger Josés kaffe på min V60 dripper, fremhæves frugtigheden, og noter af sød mandarin, hindbær og abrikos står tydeligt frem.”
Hario V60 bryggeguide
Det er der faktisk ikke noget entydigt svar på. Mulighederne med V60 er uendelige. Der findes et hav af kaffeopskrifter og bryggeguides med varierende kværningsgrad, vandtemperatur, bloom pour– og gennemløbstid. Selv hældeteknikken kan varieres.
Der er altså mange variabler, du kan justere på for at påvirke smagen i koppen. Vi har her givet vores bud på en god bryggeguide til Hario V60. Så kan du også se den smukke Hario kande og Hario kedel i brug.
Historien om Hario V60
Vidste du, at Hario tragten ikke altid har haft den udformning, den har i dag, eller at hario betyder “kongen af glas” direkte oversat fra japansk? Har du nogensinde undret dig over, hvad V60 står for, eller hvordan idéen til den opstod?
Eller måske vil du bare gerne vide, hvorfor i alverden denne bryggemetode er blevet så populær, at den også bruges i konkurrencer som World Brewers Cup?
Dét og meget andet kan du blive klogere på i blogindlægget “Hario V60: Fra grim ælling til populær kaffebrygger“. Her dykker vi ikke bare ned i historien bag den populære Hario kaffebrygger. Vi gør dig også klogere på dens mange fordele, så du ved, hvorfor du bare må have lige præcis en Hario dripper i din samling af bryggeudstyr.
Få mest muligt ud af din V60 kaffe
Når du laver kaffe med en Hario kaffebrygger (eller en hvilken som helst anden bryggemetode), er der en række vigtige faktorer, du bør have for øje, hvis du vil have mest muligt ud af din kaffeoplevelse. Og siden du læser med her, går vi stærkt ud fra, at det er din intention med at brygge Hario kaffe;-)
Her er 5 af vores bedste tips til at tage din V60 kaffe til næste niveau:
- Brug friskristede kaffebønner.
- Kværn de hele kaffebønner umiddelbart inden brygning.
- Eliminér negative bismage fra vand og Hario kaffefiltre.
- Få styr på forholdet mellem vand og kaffe.
- Glem ikke dit bloom pour.
Hvordan de forskellige parametre spiller ind på smagen i din kop, kan du blive klogere på i vores blogindlæg “Kaffebrygning: 5 tips til en bedre kop kaffe”. Klik ind for at læse indlægget i sin fulde længde.
Få vores tips og tricks
Skriv dig op til vores nyhedsbrev
og få vores kaffetips og
-tricks direkte i indbakken.
FAQ
Her finder du svar på hyppigt stillede spørgsmål til Hario V60.
Hvad er forskellen på Hario V60, Hario tragt, V60 dripper og V60 kaffebrygger?
Hario V60, Hario tragt, V60 dripper, Hario dripper, V60 kaffebrygger og Hario kaffebrygger bruges i flæng og refererer alle til én og samme bryggemetode. Ja, kært barn har mange navne, som man siger:-) Læs mere om historien bag Hario V60 her.
Hvad betyder V60?
Bogstavet “V” i Hario V60 står for “Vector” og refererer til kaffebryggerens karakteristiske form. Bryggeren har en kegleformet tragt med en vinkel på 60 grader (deraf navnet V60). Denne specifikke vinkel og form har stor indflydelse på vandflowet og spiller således en vigtig rolle i bryggeprocessen.
Hvad er forskellen på Hario V60 og pour over kaffe?
V60 og pour over kaffe refererer ofte til den samme metode inden for manuel filterkaffebrygning. Men selvom begreberne ofte anvendes synonymt, er der en forskel. Pourover er en samlebetegnelse for flere forskellige manuelle bryggemetoder, mens V60 er en specifik type pour over kaffebrygger fremstillet af den japanske producent Hario. V60 er kendt for sin kegleformede tragt med en vinkel på 60 grader og er en populær filterbrygger i kaffeverdenen, hvor den ofte bruges som referencepunkt for pourover brygning. Der findes dog også andre typer af pour over kaffebryggere, såsom Chemex og Kalita Wave. Fælles for disse pour over kaffebryggere er, at der manuelt hældes varmt vand over kaffe, som løber igennem et filter.
Hvad er forskellen på Hario dripper 01, 02 og 03?
Tallene 1, 2 og 3 refererer til størrelsen på tragten. Hario tragten kommer i tre forskellige størrelser med hver deres kapacitet: 01, som er den mindste V60 dripper, er beregnet til at brygge en eller to kopper kaffe. For standardmængder på omkring 12-14 gram kaffe er 1-kops tragten 01 det bedste valg. Den er til dig, der oftest brygger omkring 200 ml kaffe ad gangen. 2-kops tragten 02 er det ideelle valg, hvis du ønsker at brygge to til fire kopper (op til 600 ml). 3-kops tragten 03 er designet til at kunne brygge op til seks kopper ad gangen. Det præcise antal kopper varierer afhængigt af dine personlige præferencer for kaffestyrke og kopstørrelse.
Skal man vælge en Hario tragt i plast, keramik eller metal?
Om du skal vælge en tragt i plast, keramik eller metal, kommer i høj grad an på dine personlige præferencer og behov. Hvert materiale har sine egne fordele og ulemper. Hario tragten i plast fås til billige penge og er ideel som rejsemakker, fordi den er så let. Den har også den fordel, at den ikke absorberer så meget af varmen som f.eks. tragte i porcelæn eller keramik. En plastiktragt gør det altså muligt at ekstrahere kaffen tættere på den ønskede temperatur. Til gengæld er den ikke lige så elegant som en V60 kaffebrygger i keramik, der er et populært valg blandt dem, der vægter æstetikken højt. Keramiktragte er dog mere skrøbelige og kan gå i stykker, hvis de tabes. Desuden er de tungere og dyrere end plastiktragte. En V60 kaffebrygger i metal appellerer især til dem, der godt kan lide et moderne og lidt mere industrielt look. Metaltragten er ekstremt holdbar, men koster typisk også lidt mere.
Skal man bruge ublegede eller blegede Hario kaffefiltre?
Nogle foretrækker at bruge ublegede kaffefiltre, fordi den brune farve giver filtrene et mere naturligt look. De har samtidig ry for at være mere miljøvenlige end de blegede filtre, da de ikke gennemgår en kemisk blegningsproces. De hvide filtre har til gengæld den fordel, at papirsmagen ikke er nær så kraftig som ved de ublegede kaffefiltre. Det gør dem ideelle til at fremhæve de fine smagsnuancer i kaffen. Uanset hvilke Hario kaffefiltre du vælger, anbefales det at skylle filteret inden brygning for at opnå det bedst mulige resultat. Se også de genanvendelige kaffefiltre i økologisk bomuld.
Hvad er den bedste V60 kaffe?
Vi anbefaler, at du bruger mellemristet kaffe eller lysristet kaffe i en V60, da det er med de lysere risteprofiler, at du får flest af kaffens naturlige nuancer og finurligheder med ned i koppen. Hario V60 fremhæver subtile smagsnuancer i kaffen, så lysristede kaffer med komplekse og delikate smagsnoter fungerer særligt godt. Disse kaffer har ofte frugtagtige, blomstrende eller te-agtige smagsprofiler, som virkelig får lov til at skinne igennem, når de brygges som V60 kaffe. V60 er også kendt for at give en klar og let mundfølelse i kaffen. Derfor passer kaffer med mellem til let krop godt til denne bryggemetode.
For at vælge den bedste kaffe til Hario bør du generelt gå efter specialkaffe af høj kvalitet (såkaldt specialty kaffe) og vælge hele kaffebønner, som du kværner umiddelbart inden brygning. Kaffesmag er meget subjektiv, så det er en god idé at eksperimentere med forskellige kaffer og bryggeparametre, indtil du finder den smagsprofil, der passer til dine præferencer.
Hvilken kværningsgrad er bedst til Hario kaffe?
Hvor fint eller groft du skal kværne din V60 kaffe afhænger af den enkelte kaffe, dine personlige smagspræferencer m.m. I nogle tilfælde vil en fin til medium kværningsgrad give det bedste resultat (kaffepartiklerne kan sammenlignes med fint sand eller bordsalt). I andre tilfælde er det måske en medium til grov kværnindstilling, der får kaffen til at shine (partiklerne minder om grove sandkorn i størrelsen). Hvis din bryg er for svag, så prøv en finere kværningsgrad. Hvis vandet drypper for langsomt og kaffen bliver bitter og tør, så kværn kaffen lidt grovere.
Ved at ændre kværningsgraden kan du påvirke kaffens bryggetid og fremhæve specifikke karakteristika ved kaffen. En grovere kværningsgrad vil resultere i en hurtigere bryggetid, og omvendt vil det tage længere tid at brygge kaffe med en finere kværningsgrad. Hurtigere brygning med V60 resulterer normalt i en lysere kop kaffe med en lettere krop, men man kan f.eks. også opnå en højere syrlighed ved at indstille sin kværn til at kværne en anelse grovere end normalt. Mangler du en god kværn derhjemme, kan vi anbefale Wilfa kaffekværn. Læs mere om kaffekværning her.
Hvad er den bedste bryggeratio for Hario kaffe?
Forholdet mellem kaffe og vand, også kaldet bryggeratio eller “coffee-to-water ratio”, har stor betydning for smagen. Derfor anbefaler vi at bruge en kaffevægt til at afveje både kaffe og vand og på den måde undgå under- og overdosering. Der findes ikke én perfekt bryggeratio for Hario kaffe, men de fleste kaffeopskrifter tager udgangspunkt i en ratio på mellem 1:14 og 1:18. Dvs. at der for hvert gram kaffe anvendes 14-18 g (eller ml) vand. Smag og behag er forskellig, så du er nødt til at prøve dig frem for at finde den perfekte dosering. Start eksempelvis med ratio 1:16 (svarende til en kaffe opskrift med 15 g kaffe og 240 g vand), medmindre der er andre anvisninger på kaffeposen. Dette fungerer ofte godt med kaffe, der er ristet lyst eller lyst til mellem. Prøv også vores Hario V60 bryggeguide, som giver dig en kaffeopskrift og tager dig igennem alle trin.
Hvad er den anbefalede bryggetemperatur for pour over kaffe?
Den optimale bryggetemperatur for pour over kaffe ligger generelt mellem 90°C og 96°C. Inden for dette spænd opnås den ideelle balance mellem korrekt ekstraktion og bevarelse af kaffens naturlige smagsnuancer. Tip: Hvis du ikke har en elkedel med temperaturindstilling, kan du blot koge vandet og lade det stå 1-2 minutter. Vær opmærksom på, at temperaturen vil fortsætte med at falde under brygningen.
Når det er sagt, er der også forskel på, om du brygger lysristet eller mørkristet kaffe. Mørkristede kaffer er mere porøse og indeholder flere letopløselige stoffer end lysere kaffer. Derfor kan det anbefales at sænke temperaturen lidt (90-93°C). Lysristet kaffe kan generelt tåle en højere vandtemperatur (95-97°C), fordi bønnerne er mindre porøse og sværere at ekstrahere.
Skal man have en Hario kedel med svanehals?
Man kan sagtens brygge V60 kaffe med en ganske almindelig elkedel. Fordelen ved en kedel med svanehals (en såkaldt “gooseneck kettle”) er dog, at du kan brygge din kaffe med en højere grad af præcision. Det vil være nemmere at styre vandets stråle, og at du får dermed en langt bedre kontrol over brygningen og dermed også resultatet i koppen. En Hario kedel fås både med og uden el. Se f.eks. Hario Bueno kedel og Hario Bueno elkedel.
Hvad er bloom pour, og hvorfor er det vigtigt?
Bloom pour er kort fortalt en proces, hvor man forvæder kaffen inden selve brygningen. Det sker ved at hælde lidt vand på kaffepartiklerne og lade dem “blomstre” i ca. 30 sek. Dette er en vigtig del af brygningen med en V60 dripper og manuelle kaffebryggere generelt. Men hvorfor er det en god idé at bloome sin kaffe? Det er det, fordi blooming afgasser kaffen og giver den de bedste forudsætninger for at udvikle sig. Afgasning betyder, at den kuldioxid, der opbygges i kaffebønnerne under ristningen, frigives. Dette sikrer en mere ensartet ekstraktion og dermed en bedre kaffeoplevelse. Læs mere om bloom pour i vores kaffeordbog.
Få styr på kaffelingoen
Besøg vores online kaffeordbog, og få styr på kaffelingoen. Her finder du forklaringer på alverdens kafferelaterede ord og udtryk.
Hario V60 troubleshooting
Her finder du gode råd til at løse de mest gængse udfordringer med V60
Hvorfor løber min kaffe langsomt?
Selvom V60 også går under betegnelsen slow coffee, skal kaffen selvfølgelig ikke løbe for langsomt. Hvis det er tilfældet, har du højst sandsynligt kværnet kaffen for fint. Prøv at kværne lidt grovere uden at ændre på andre variabler. Hvis kaffen fortsat løber for langsomt gennem tragten, kan faktorer som f.eks. temperatur og hældeteknik også være mulige årsager til en for lang bryggetid. Prøv evt. at hælde vandet mere jævnt og hurtigere for at øge flowet. Hvis vandet er for koldt, kan det løbe langsomt gennem filteret og have svært ved at trække smag ud af kaffen. Sørg for, at vandet er tæt på den anbefalede bryggetemperatur. For høj dosering (ratio) kan desuden også være med til at bremse vandets gennemstrømning. Brug den anbefalede mængde kaffe i henhold til din opskrift. Se også afsnittet om bryggeratio i FAQ’en ovenfor.
Hvorfor løber min kaffe for hurtigt?
Du har højst sandsynligt kværnet kaffen for groft (læs mere om kaffekværning her). Prøv at kværne lidt finere uden at ændre på andre variabler. Hvis kaffen fortsat løber for hurtigt gennem tragten, kan faktorer som f.eks. hældeteknik og forkert ratio (dosering) også være mulige årsager til en for hurtig bryggetid. Prøv evt. at hælde vandet roligere og mere jævnt for at skabe en langsommere gennemstrømning. Hvis du bruger alt for lidt kaffe i forhold til mængden af vand (underdosering), kan vandet også løbe hurtigere igennem filteret og resultere i en tynd bryg. Sørg for at afmåle tilstrækkeligt med kaffe ift. mængden af vand (se afsnittet om bryggeratio i FAQ’en ovenfor). Og glem ikke dit bloom pour. Kaffen skal have tilstrækkelig tid til at blomstre og frigive gasser. Læs også vores blogindlæg “Kaffebrygning: 5 tips til en bedre kop kaffe” for flere tips og tricks.
Hvorfor bliver min kaffe bitter?
Der kan være flere mulige årsager til, at Hario V60 kaffe smager bittert. Her er nogle af de mest almindelige fejlkilder:
- For lang bryggetid: En for lang bryggetid kan føre til overdreven ekstraktion af kaffen og resultere i en bitter smag. Prøv at reducere bryggetiden ved at justere din kværning eller hældeteknik.
- For fin kværning: En kværning, der er for fin, kan øge ekstraktionen og føre til bitterhed. Juster kværningsgraden til en lidt grovere indstilling.
- For høj temperatur: Brug af alt for varmt vand kan fremhæve bitre forbindelser i kaffen. Sørg for, at vandtemperaturen er inden for det anbefalede område, normalt mellem 92°C og 96°C.
- Overdosering af kaffe: Hvis du bruger mere kaffe, end opskriften anbefaler, kan det føre til en overdreven ekstraktion og en bitter smag. Følg anbefalingerne for kaffemængde (se også ratio).
- For mørkristet kaffe: Mørkristet kaffe er mere bittert end lysere risteprofiler. Vi anbefaler at bruge lysristede kaffebønner eller mellemristede kaffebønner til din Hario V60.
Hvorfor bliver min kaffe flad eller tynd i smagen?
Der kan være flere mulige årsager til, at din Hario kaffe virker tynd eller flad i smagen. Her er nogle mulige fejlkilder:
- For kort bryggetid: Hvis bryggetiden er for kort, får kaffen ikke tilstrækkelig tid til at ekstrahere smag. Juster bryggetiden ved at kværne finere eller hælde langsommere.
- For grov kværning: En for grov kværning af kaffebønnerne kan resultere i en underekstraheret brygning, hvor kaffen ikke har nok tid til at udvikle smag. Prøv en finere kværningsgrad for at øge ekstraktionen. Læs mere om kaffekværning her.
- Underdosering af kaffe: Brug af for lidt kaffe i forhold til mængden af vand (også kaldet ratio) kan resultere i en svag smag. Sørg for, at du bruger den anbefalede mængde kaffe i stedet for at underdosere.
- Dårlig vandkvalitet: Vand af lav kvalitet med urenheder eller dårlig smag kan påvirke kaffens smag negativt og resultere i en flad fornemmelse. Især i områder med meget kalk i vandet gør det en kæmpe forskel at bruge filtreret vand. Med en BWT-kande kan du let optimere vandet til din kaffebrygning.
- Kaffe med gammel ristedato: Brug friskristede kaffebønner, da kaffe mister smag over tid. Sørg desuden for, at dine bønner er friskkværnede og opbevaret korrekt. Læs mere om opbevaring af kaffebønner her.
Læs også vores blogindlæg “Kaffebrygning: 5 tips til en bedre kop kaffe” for at blive klogere på, hvordan du optimerer din kaffeoplevelse.