AeroPress: En alsidig problemknuser
Historien om AeroPress fortælles bedst gennem dens opfinder, Alan Adler, der støder på et helt specifikt kaffeproblem, som han sætter sig for at løse.
I en blogserie kigger ØNSK nærmere på populært bryggeudstyr, så dig, der overvejer at hoppe ud i et kaffeeventyr med specialkaffe, har en begynderhåndbog i jagten på det rette setup. I første omgang satte vi spot på Hario V60, mens vi i denne omgang kigger nærmere på AeroPress a80 og stiller de klassiske spørgsmål: Hvor, hvornår og hvorfor?
OBS: Sidenhen er også udkommet historien om Chemex. Nå ja, og så har vi faktisk også dedikeret en hel side til AeroPress, som indeholder alt, hvad du skal vide for at blive 100-m-mester i denne bryggemetode. Få alle vores bedste tips og tricks til AeroPress her.
Selvom AeroPressens fremmarch i høj grad hænger sammen med specialkaffens stigende popularitet, minder en AeroPress ikke om andet bryggeudstyr på markedet. Den har samlet det bedste fra samtlige kaffebryggere i et enkelt og billigt alternativ.
Far til frisbees og kaffeudstyr
Har du nogensinde set en frisbee med hul i? Det hedder en Aerobie, og den flyvende disk har verdensrekorden i længste kast med et objekt uden hjælpemidler (383 meter).
Nu tænker du nok: Hvad har en Aerobie med en AeroPress at gøre?
Jo, de er såmænd søskende og deler samme far. Faderens navn er Alan Adler, og han er kendt som en ivrig opfinder, der har over 40 patenter på mere eller mindre vellykkede og vidt forskellige dingenoter.
Adler er blevet synonym med AeroPressen, og de fleste ”ærke-AeroPressere” vil vide, hvem han er. Den nu ældre amerikanske kaffe- og legetøjsfabrikant, der er født i Detroit i 1938 og opvokset i Los Angeles, fortæller til onlinemagasinet ’WIRED’, at han blev sporet ind på idéen til AeroPress ved et middagsselskab for firmaansatte:
”Jeg havde en samtale med min salgschefs kone. Vi var begge irriterede over, at det aldrig rigtig fungerede, når man forsøgte at lave bare en enkelt kop kaffe på filtermaskiner. Kaffen blev typisk meget vandet eller meget bitter, og det tog jeg som en udfordring”.
Mindre bryggetid = mindre bitterhed
I sit forsøg på at skabe en effektiv 1-kops-kaffebrygger kom Alan Adler frem til konklusionen, at især bryggetid har stor betydning for kaffens bitterhed.
Efter flere mislykkede forsøg på at mindske bryggetiden på allerede eksisterende udstyr, satte Adler sig for at skabe sit eget. Via en lufttæt beholder og et stempel kunne Adler presse kaffen ud under tryk, hvilket reducerede bryggetiden – og dermed kaffens bitterhed – markant. Resultatet blev ifølge den amerikanske opfinder en utrolig lækker kop kaffe.
I 2005 rammer AeroPressen så markedet, men mange inden for specialkaffe-verdenen reagerede med skepsis over for en legetøjsopfinder, der pludselig ville revolutionere kaffemarkedet.
Over tid har den alternative kaffebrygger dog vundet indpas, og nogle kaffeeksperter mener endda, at man med en AeroPress kan brygge bedre espressokaffe end på maskinevarianter, der typisk koster 20-30 gange mere.
Få vores tips og tricks
Skriv dig op til vores nyhedsbrev
og få vores kaffetips og
-tricks direkte i indbakken.
Vidste du om AeroPress a80?
…at der hvert år afholdes World Aeropress Championship, hvor den bedste bryggeopskrift vinder.
…at der er lavet en dokumentarfilm om AeroPress, som kan streames lige her.
…at mange, inklusiv os selv, bruger en AeroPress omvendt, når de brygger kaffe – Den såkaldte “inverted”-bryggemetode.
Kilder til artiklen: aeropress.com, perfectdailygrind.com og wired.com
I ØNSKs AeroPress bryggeguide bruger Rasmus den “inverted”-bryggemetode, hvor kaffebryggeren vendes på hovedet. En populær “hack” blandt mange aeropressere
Dedikerede AeroPress-fans
En tydeligt glad vinder af World AeroPress Championship 2018, Carolina Garay. Du kan finde hendes vinderopskrift ved at trykke på billedet – foto fra Instagram
I dag har AeroPressen et virkelig dedikeret følge, og hvert år afholder dens mest inkarnerede fans ”WAC” – World AeroPress Championship
Det er især kaffebryggerens alsidighed, der har gjort den populær. Den indeholder elementer fra både espresso-, stempelkande- og filterkaffe, og der findes et utal af forskellige bryggeguides og opskrifter. Med en AeroPress kan du lave americano, espresso, filterkaffe og sågar en caffe latte.
Derudover er den enormt praktisk at have med på rejser eller campingture, da den er lavet af plastik og virkelig nem at rengøre.
Vi har sammensat en startpakke med en AeroPress og et udvalg af ØNSKs kaffer, som vi anbefaler at brygge på den praktiske kaffebrygger. Find pakken under teksten.
Og lad os slutte af med et bryggeråd fra AeroPressens fader, Alan Adler, der, adspurgt til den typiske bryggefejl, svarer: “[Folk, red] de presser for hårdt. Så jeg fortæller dem, at de skal presse forsigtigt”. Forklaringen er, at et forsigtigt pres skåner kaffen og skaber en sødere kop.
Rådet er hermed givet videre, og vi håber, du er blevet inspireret og bliver en fremtidig World AeroPress Champion.