Peru – Cesar Sampertegui – Lysristet kaffe – 5000g tønde (cirkulær emballage)
1.500,00 kr. – 1.900,00 kr.
En sød og frugtig kaffe med noter af rørsukker, fersken og rose.
En kompleks og harmonisk honey-kaffe fra landmanden Cesar Sampertegui dyrket højt oppe i de peruvianske bjerge. Kaffen har en markant sødme som rørsukker, med en tydelig note som en saftig fersken, som er helt unik! Den har en lang og behagelig eftersmag, hvor de frugtige smagsnoter udvikler sig til en floral rose-agtig smag. Kaffen er en såkaldt “honey” der betyder at i stedet for at vaske det sukkerholdige frugtkød af kaffebønnen, lader Cesar det sidde på, og kaffen tørrer derfor sammen med det klistrede og honningagtige frugtkød - heraf navnet “honeys”. Læs mere om honeys i vores blogindlæg om samme. Kaffen er lysristet for at fremhæve alle nuancerne i kaffen, og udmærker sig som pour-over kaffe eller Aeropress til dig som gerne vil eksperimentere med forskellige bryggeopskrifter.
Rasmus fra ØNSK er særlig begejstret for denne honey kaffe: “Jeg er virkelig imponeret over at Cesar formår at få både honningsødme, samt frugtige og florale smage frem i kaffen. Det hele fungerer harmonisk sammen og giver en kompleks men stadig enormt behagelig kaffe at drikke. Cesar er en landmand som har 110% styr på at dyrke honey-kaffer, og besøget på hans gård var, udover enormt smukt, en inspirerende kaffeoplevelse”.
Cesar Sampertegu
Land, region | Peru, San Ignacio, Cajamarca. |
Højde | 2.000-2.200 m.o.h. |
Behandling | Honey |
Sorter | Arabica (Caturra, Red Catuai, Parainema) |
Risteprofil | Lysristet |
Historien bag Cesar og Finca Oropel
Denne honey kaffe kommer fra gården Oropel, som også er navnet på et lokalt træ der vokser i regionen, og er dyrket af familien Sempertegui som består af ægteparret Cesar og María, deres to børn Gina og Erica på 10 og 3 år og deres hund Cumpa. Gården er beliggende i hele 2000 meter over havets overflade, og byder på en ekseptionel udsigt over det bjergrige og frodige landskab. Det er en stejl bjergside, og at nå til den øverste kaffemark føles som en decideret klatretur, som får én til at tænke på udfordringen i at skulle få de tunge sække med kaffebær ned til gården.
Familien Sempertegui er en familie dedikeret til kaffen. De har nemlig specialiseret sig i den udfordrende honey-proces som stiller store krav til at kunne styre fermenteringen som foregår under hele tørringen af kaffen. Først fermenterer kaffen som hele bær i 100 timer, hvorefter frugtskallen fjernes og kaffen tørrer sammen med det klistrede frugtkød i yderligere cirka 20 dage hvor fermenteringen fortsætter. Resultatet er en såkaldt Red Honey som er berømt og berygtet grundet den store sødme og kompleksitet i koppen og den udfordrende fermenteringsproces den har været igennem. Det hårde arbejde har også resulteret i, at Cesar har vundet den prestigefyldte “Cup of Excellence”, der er en konkurrence for landmænd i at dyrke de bedste kaffer. Her var hans 6.000 kilo kaffe blandt de 17 bedste i hele Peru, hvilket er imponerende i et land der dyrker knap 23 millioner kilo kaffe.