Privat

Læsetid: 11 minutter

Sidder du i en virksomhed og synes ikke længere, at jeres nuværende kaffeløsning er tilstrækkelig? I har måske en løsning, I er vokset fra, eller nogle kollegaer er måske blevet trætte af kontorets begrænsede udvalg af kaffeprodukter. Måske er jeres maskiner bare ved at være klar til udskiftning.

Scenarierne er mange, og enhver lystig og opportun kaffesælger mener, at lige præcis deres løsning er den helt rigtige.

I denne guide vil vi prøve at kaste lidt lys over og skabe klarhed omkring de mange forskellige kaffeløsninger, der findes. For mulighederne er nærmest uendelige og i hvert fald uendeligt uoverskuelige. Man kan nævne i flæng: kaffebønner med frisk mælk, filterkaffe, stempelkaffe, kaffekapsler, kaffeautomat med instant kaffe, den manuelle espressomaskine, som du kender fra caféer osv., osv.

Men frygt ej, her kommer en oversigt over fordele og ulemper ved de forskellige kaffemaskiner til erhverv, der findes. Efterfølgende vil du sidde tilbage med muligheden for at træffe et oplyst valg, og forhåbentlig er du blevet overbevist om, hvilken kaffeløsning der passer lige netop til jeres virksomhed.

kaffemaskine Jura - ønsk kaffe

Filterkaffe til kontoret

Du kender helt sikkert filterkaffe-løsningen – enten fra arbejdspladsen eller fra din opvækst, hvor filtermaskiner har været fast inventar i de fleste barndomshjem.

En filterkaffemaskine er god til at brygge sort kaffe i store eller små mængder. Det kan den gøre ned i mængder fra 1,25 liter, som man kender fra den klassiske Moccamaster.

Andre maskiner, man typisk ser, er Bonamat, Bunn eller Fetco, som laver professionelle maskiner bygget til større kapacitet.

De holder typisk 1,75 liter færdigbrygget kaffe og har ofte mulighed for en varmeplade på toppen, således du kan have to kander kaffe klar. Det betyder en total kapacitet på 2 x 1,75 liter, tilsvarende 22-25 kopper kaffe. Disse typer kaffemaskiner til kontor passer rigtig godt til steder, hvor medarbejderantallet er 5-30 personer.

En filterkaffemaskine brygger oftest hurtigt og brygger en hel kande kaffe på 5-6 minutter.

Der fås også filtermaskine-løsninger i større skala, som passer til det større kontor, steder med stor møde- og konferenceaktivitet, catering el. lign.

Her fås kaffemaskiner i størrelser fra 3,6 liter pr. bryg og helt op til 20 liters tanke, som oftest ses på hoteller, konferencecentre og de største kontorer.

Men er filterkaffe ikke altid surt og kedeligt, spørger du måske?

Vi har spurgt Head of Coffee ved ØNSK, Rasmus Ditlev. Han fortæller:

“Filterkaffe er faktisk den reneste udskænkning
af kaffe,
du kan få. Den viser kaffens sande
terroir,
hvor omhyggeligt den er blevet dyrket,
processeret og ristet.
Det er ved filterkaffe,

du kan få de fineste nuancer af kaffen frem.
Men omvendt forpligter filtermetoden også.
Hvis kaffen brugt dertil ikke er god, vil det
ende i en bitter og uvedkommende eftersmag.”

Rasmus Ditlev fra ØNSK

Rasmus Ditlev
Partner & Head of coffee

En meget vigtig ting, der kan styrke filterkaffens kvalitet og smag, er at kværne kaffebønnerne lige før brygning. Herved bevares de flygtige aromaer, og derved fås den bedste filterkaffe med en smagsfuld kop.

Der findes flere gode løsninger til kaffekværne. Startende fra mindre kaffekværne som WilfaSvart, der passer godt til det mindre kontor, til større kaffekværne med en højere grad af automatisering som Fetco GR. 1.3.

Vi anbefaler hele kaffebønner til filterkaffe og gerne mellemristede kaffebønner, da de giver en god, rund smag, hvor sødme og fylde bliver fremhævet.

Se eksempler på filterkaffemaskiner til erhverv her.

Fordele ved filterkaffe til kontoret:

  • Laver god, sort kaffe
  • God løsning til møder og konferencer, da du kan forsyne mange på lidt tid
  • Bryggetid på 5-10 minutter
  • Investeringen i en filterkaffemaskine-løsning er relativ lille
  • Kræver begrænset mængde service

Ulemper ved filterkaffe til kontoret:

  • Begrænset udvalg
  • Kan ikke lave populære mælkedrikke, såsom caffe latte, cappucino, cortado, flat white eller espresso
  • Der vil ofte være spild, da man brygger batches af kaffe og ikke portionsbryg som ved en espressomaskine

Stempelkaffe som kaffeløsning til erhverv

Stempelkanderne er ikoniske, og særligt i Danmark har vi stolt tradition indenfor stempelkander. I 1944 grundlagde Peter og Britta Bodum deres designvirksomhed, Bodum, og i 1974 lanceredes den klassiske stempelkande, som de fleste danskere genkender i dag.

Lidt simplificeret brygger man på en stempelkande ved at tilføje dine formalede kaffe i glasset, hælde 92-94 grader vand over, hvorefter kaffen står og trække i 4 minutter. Derefter presses stemplet ned, og kaffen er klar til servering. Kaffen skal serveres indenfor 30 minutter efter stemplet er presset ned, da kaffen stadig vil stå og brygge en smule. Alternativt kan den bryggede kaffe hældes over på en termokande.

Se vores fulde bryggeguide til stempelkande her, hvor du kan se mere om stempelkaffe- og stempelkandedosering; hvordan man brygger stempelkaffe, hvor lang tid stempelkaffe skal trække og meget mere.

stempelkande

En stempelkande kan fås i forskellige størrelser – lige fra 0,35 liter til 1,5 liter. Oftest er det dog stempelkanden, der rummer 1 liter, man ser.

Stempelkanden er god, fordi den er nem at bruge og brygger en god kop kaffe. Den er derudover til en pris, hvor alle kan være med, og så er den æstetisk flot. En fordel ved manuelle kaffebryggere er samtidig, at fraværet af elektronik betyder, de sjældent går i stykker.

Hvis du er et større kontor, vil du hurtigt finde ud af, at det kræver rigtig mange stempelkander for at kunne servere kaffe til alle ansatte. Derudover vil du også opleve, at det kræver rigtig meget rengøring, da hver enkelt stempelkande skal tømmes for kaffegrums, glaskanden skal vaskes og stemplet renses og skylles.

Vi kender dog til flere virksomheder, hvor stempelkanden absolut ikke skal udskiftes. Det skyldes, at de er glade for simpeltheden, den gode smag, og fordi den kan placeres flere steder i virksomheden, hvis man løbende befinder sig ved skiftende arbejdsstationer eller mødelokaler.

Fordele ved stempelkaffe på kontor:

  • Kan brygge god sort kaffe, hvis kaffebønnerne er gode
  • Lav investering. Bodum stempelkande kan fås for 200-300 kr
  • Kan bruges decentralt, hvor ansatte selv kan tage med til arbejdskroge, mødelokaler, eller piccoliner kan sætte stempelkander ud til de forskellige afdelinger.

Ulemper ved stempelkaffe på kontor:

  • Begrænset udvalg af kaffeprodukter med mælk; såsom cappuccino, caffe latte, flat white, espresso og americano.
  • Meget rengøring
  • Kræver mange stempelkander
  • Svært at brygge store mængder ad gangen

Fuldautomatisk espressomaskine

Den fuldautomatiske espressomaskine har gennem de sidste 10 år vundet stort indpas som kaffeløsning til kontorer og virksomheder. En fuldautomatisk espressomaskine kendes også som en automatisk kaffemaskine til kontor.

Hvad er så forskellen mellem en kaffemaskine og fuldautomatisk espressomaskine?

En fuldautomatisk espressomaskine baserer sig på espressomaskinens bryggemetode. En fuldautomatisk espressomaskine virker således:

  • Ved tryk på display kværnes automatisk hele kaffebønner.
  • Presser det kværnede kaffe til en lille puck.
  • Presser kogende vand igennem pucken, som bliver til espresso.

Herefter tilføjes automatisk kogende vand for at lave americano, steamet mælk for at lave caffe latte og skummet mælk for at lave cappuccino.

Den fuldautomatiske espressomaskine er et forsøg på at lave en espressomaskine, der gør det samme som baristaen på en kaffebar, men blot gør kværning, presning, brygning og steaming af mælk til en automatisk proces.

Jura X6 Professional - kaffeløsning til erhverv - ØNSK Kaffe

De fuldautomatiske espressomaskiner kan ofte vælges med og uden mælkeløsning. Fælles for de fleste bruger disse maskiner ikke mælkepulver, men er i stedet baseret på frisk mælk, som står i et køleskab tilkoblet kaffemaskinen.

En fuldautomatisk kaffemaskine til erhverv er blevet utrolig populære i virksomheder og kontorer, hvor kravet til kvaliteten af kaffen er høj, hvor man gerne vil tilbyde de ansatte mange forskellige kaffeprodukter (espresso, americano, caffe latte osv.) men på en måde, hvor de, der skal have en kop kaffe, ikke behøver at være udlærte baristaer. Det hele kan nemlig styres ved et tryk på en touch skærm eller via app.

Der findes et hav af forskellige fuldautomatiske espressomaskiner. Herunder er nogle af de populære maskiner Jura kaffemaskiner, Thermoplan, DeJong Duke, Melita, Schaerer og mange flere.

Kan man få både store og små fuldautomatisk espressomaskiner?

De fuldautomatiske espressomaskiner kan fås til små kontorer på ned til 5-10 personer. Derefter fås espressomaskinerne også til de mellemstore kontorer på 10-30 personer, og sidst fås også store kaffemaskiner med stor kapacitet til større kontorer på 30-100 personer. Disse store maskiner løber man også tit på hos hoteller og konferencecentre i self-service områder.

Rengøring af fuldautomatisk espressomaskine

At vælge en fuldautomatisk kaffemaskine til erhverv med hele kaffebønner og frisk mælk som kaffeløsning betyder, at man også vælger daglig rengøring af mælkeslangen til. På nogle kaffemaskiner vil dette kunne klares automatisk uden at skulle skille noget ad og håndvaske – fx Jura kaffemaskiner. På andre kaffemaskiner vil man skulle skille dysehovedet af og vaske det i hånden. Den daglige rensetid vil på disse maskine variere fra 2-15 minutter.

Fordele ved fuldautomatisk kaffemaskine til erhverv:

  • Kan brygge rigtig god kaffe
  • Kan lave mange forskellige kaffeprodukter; såsom espresso, americano, sort kaffe, caffe latte, cappuccino, flat white, cortado, macchiato, te-vand m.fl.
  • Bruger hele kaffebønner, som bliver friskkværnet lige inden brygning, hvilket giver en god smag (såfremt bønnerne er gode).
  • Mindre spild, da der ikke bliver brygget mere, end der skal bruges
  • Nem at betjene for ansatte såvel som gæster

Ulemper ved fuldautomatisk kaffemaskine til erhverv:

  • Knapt så gode til at lave kander kaffe (nogle maskiner kan dog godt)
  • Relativt stor investering (10.000 – 130.000 kr. afhængigt af kapacitet og funktioner)
  • Ved tilkobling af frisk mælk skal mælkeudløbet renses dagligt

Manuel espressomaskine til erhverv

hvad er espresso?

Den manuelle espressomaskine – også kendt som den semi-automatiske espressomaskine – kender vi fra kaffebarer og caféer. Med en espressomaskine på kontoret får du en ægte baristamaskine, hvorpå der kan laves dampende espresso og cremet cappuccino.

Hvilket tilbehør til manuel espressomaskine?

En manuel espressomaskine kræver tilbehør. Først og fremmest skal du bruge en espresso-kaffekværn, der kan male kaffebønnerne meget fint. Derudover skal du bruge en eller flere stålkander, hvori du kan dampe mælken. Det gøres ved at sætte ‘steamer-armen’ ned i stålkanden med mælk. Derudover skal du bruge en ‘knock-box’, hvori grumsen kan slås ud i. Det kræver også en ‘tamper’ til at presse kaffen med og en tampermåtte af gummi at presse på.

Så for at sammenfatte udstyrslisten:

  • Kaffekværn
  • Stålkander
  • Knock-box
  • Tamper
  • Tampermåtte
  • Klud til aftørring af steamer

Men hvilken espressomaskine skal jeg vælge?

Godt spørgsmål, men lad os først gå komme ind på, hvad en espressomaskine er. En espressomaskine brygger kaffe ved at presse vand tæt på kogepunktet gennem en ‘puck’ af formalet kaffe og et filter, som giver en tyk, koncentreret kaffe, kaldet espresso.

Den koncentrerede espresso kan drikkes rent, som italienerne ville gøre det, eller den kan blandes med varmt vand for at lave en americano eller med dampet mælk for at få caffe latte, cappuccino e.lign.

Tilbage til spørgsmålet om, hvilken espressomaskine du skal vælge.

Nogle af kriterierne, du bør kigge ind i, er:

  • Kapacitet; hvor stor er kedlen, og hvor mange personer er maskinen beregnet til at kunne servicere. Er det en 1-gruppes maskine (antallet af bryggehoveder. Flere hoveder gør, at du kan brygge flere kopper på samme tid.) eller 2-gruppes maskiner, der passer til jeres behov.
  • Æstetik. Er maskinen flot og passer den ind i jeres indretning.
  • Pris. Prisintervallet på manuelle espressomaskiner spænder bredt. Du kan få en habil og driftssikker maskine, der kan lave god espresso til et sted omkring 11.000-27.000 kr. afhængigt af kapacitet og mærke. Du kan dog komme væsentlig højere op i pris, hvis du gerne vil have øget præcision i bryggetemperatur, større mulighed for styring af maskinens tryk m.v.
  • Mulighed for lokal service på maskinen. Her kan det være klogt at købe espressomaskinen af en kaffeleverandør, som er til stede i dit område, og som også kan servicere maskinen
  • Funktioner. Nogle maskiner kan i dag selv presse kaffen og steame mælken. For nogle vil øget automatik være en god ting, og nogle vil gerne selv kunne nørde med variablerne. En espressomaskine til kontor, som alle skal kunne bruge, kan der med fordel vælges en mere automatiseret espressomaskine eller overvejes at investere i et barista-kursus til kontoret.

Der findes flere forskellige espressomaskiner. De fleste manuelle espressomaskiner er produceret i Italien, hvor der er stor tradition for espresso. Det er samtidig også stedet, hvor espressomaskinen blev opfundet.

Der findes nærmest utallige leverandører af espressomaskiner, hvoraf nogle af de mest prominente producenter er La Marzocco, Rocket, ECM, Nuova Simonelli, Della Corte, Synesso og mange flere.

Se eksempler på manuelle espressomaskiner til erhverv her.

Fordele ved manuel espressomaskine til erhverv:

  • Stor kaffeoplevelse, der laver den bedste espresso.
  • Stort udvalg. Kaffen kan brygges på mange forskellige måder; espresso, americano, caffe latte, cappuccino, cortado, kakao og chai latte. Ved kakao og chai latte kommer du blot kakao- eller chaipulver i stålkanden, blander med mælk og steamer det med espressomaskinens steamerpind.
  • Nem at rengøre
  • Mindre spild, da der ikke brygges mere, end der bruges.
  • Bruger hele kaffebønner, som friskkværnes lige inden brug. Giver en god smag, særligt hvis kaffebønnerne er friskristede og af god kvalitet.

Ulemper ved manuel espressomaskine til erhverv:

  • Folk skal oplæres i at bruge maskinen
  • Relativ stor investering
  • Kræver daglig aftørring
  • Kan ikke lave kander, og derved ikke god til møder. Her skal man have en supplerende løsning – eksempelvis filterkaffe.

Kaffekapsler til erhverv

Kaffekapsler har i de seneste 10 år vundet frem. Især har kaffekapslerne vundet stort frem i de private hjem. I Danmark foretrækker 11% af befolkningen kapselkaffe. Mange synes, at man får en god kaffeoplevelse i form af kaffekapslerne, og så er det en rigtig nem løsning, hvor man ikke skal i gang med at dosere, kværne kaffe og håndtere kaffegrums.

I de senere år er der også kommet kaffekapsel-løsninger til erhverv. Her er kapslernes form anderledes og kan komme i puder.

En kaffekapsel er lavet ved at kværne 5-6 gram kaffe, fylde det ned i kapslen, hvorefter kapslen bliver forseglet med en film, der lukker af for oxygen.

Kaffekapsler brygges ved, at man isætter en kaffekapsel i kapselmaskinen. Derefter presser man et håndtag ned og vælger mellem espresso eller lungo (sort kaffe). Kapselmaskinen vil derefter spidde kapslen bagfra, hvor den presser vand nært kogepunktet igennem kaffebeholderen. På forsiden af kaffekapslen vil bores små huller, hvor den tykke, koncentrerede kaffe vil udflyde fra.

Man kan derefter vælge at drikke kaffen som espresso, lungo (sort kaffe) eller tilsætte mælk vha. en separat mælkeskummer.

kaffekapsler

1) Pris

Alt imens løsningen kan synes nem og bekvem, skal man være klar over, at de variable omkostninger til kaffekapsler kan være rigtig høj. Ofte vil kaffekapsler koste 2-4 kr. pr. kapsel.

Sammenlignet vil du kunne få gode kaffebønner til omtrent den halve pris.

2) Miljømæssig aspekt

Et aspekt med stadigt voksende bekymring er den miljømæssige konsekvens ved kaffekapsler. Hvert 6. gram kaffe er pakket ind i aluminium,  plastik eller bionedbrydelige kaffekapsler. På den måde er det rigtig meget materiale, der bruges til at emballere kaffen, uanset hvor bæredygtigt materialet er.

3) Smag

Som tidligere nævnt har du kun 5-6 gram kaffe i en kaffekapsel. Modsat andre bryggemetoder er det en ret lav dosering til en kop kaffe. Ved filterkaffe bruger du omkring 7-8 gram pr. kop. Ved espressomaskine bruger du omkring 10-16 gram pr. kop.

Et andet parameter er den hurtige brygning. En brygning på kapselmaskine tager typisk 10 sekunder for espresso. Det er en rigtig kort ekstraktionstid, og det er svært at trække mange nuancer ud af kaffen på så kort kontakttid med vandet.

Derfor vil flere fagfolk mene, at kaffekapslerne har svært ved at brygge en kop kaffe af lige så stor kvalitet, som du har på filtermetode eller automatiske og manuelle espressomaskiner.

Fordele ved kaffekapsler til erhverv:

  • Nem løsning med mulighed for flere forskellige kaffekapsler
  • Kan lave espresso og lungo, og nogle kapselmaskiner kan også brygge mælkedrikke
  • Lav mængde rengøring

Ulemper ved kaffekapsler til erhverv:

  • Smag. Sammenlignet med andre løsning har kaffekapsler ikke samme forudsætninger for at brygge god kaffe.
  • Miljø. Særligt kaffekapsler af plastik og aluminium har høje miljømæssige omkostninger. Der findes dog bionedbrydelige kaffekapsler som et alternativ.
  • Pris. Kaffekapsler er formentlig den dyreste kaffeløsning, man kan vælge. Særligt de høje priser forbundet med kapslerne udgør en stor udgift. Dertil kan man ende med at betale dyre leasingpriser for kapselmaskinerne.

Kaffeautomat med instantkaffe, kaffeautomat med formalet kaffe eller kaffeautomat med mælkepulver, kaffesirup og lignende

Kaffeautomater i forskellige varianter ses ofte. De er typisk høje og aflange og har en kop, den automatisk selv stiller frem, hvis ikke du selv skal stille din kop.

I 1924 gik en blikkenslager ved navn Alexander Wittenborg rundt i Odense og skruede lidt på en salgsautomat. I 1960’erne blev de første automater til varme drikke sendt i markedet.

Grunden til at Wittenborgs automater fremhæves er, fordi de i Danmark har præget rigtig mange kontorer og virksomheders kaffeløsning.

En kaffeautomat til kontoret har været populær, fordi kaffeautomater med instantkaffe hurtigt kan brygge en kop kaffe på 5-10 sekunder og med begrænset vedligeholdelse, særligt når der har været tale om kaffeautomater med instantkaffe, pulverkaffe og mælkepulver, hvor behovet for rengøring begrænses til en ugentlig affære.

Fælles for kaffeautomaterne er, at de sjældent brygger kaffe med høj kvalitet og god smag. Den korte ekstraktionstid, tiden hvor kaffen er i kontakt med vandet under brygning, giver en fornemmelse af en tynd kop kaffe uden stor fyldighed. For at kompensere for den tynde smag uden fylde, ses det ofte, at kaffen, der bruges dertil, er meget kraftig og meget mørkt ristet for at give kaffen mere intensitet. Oftest resulterer det i en flad og bitter bismag.

Kaffeprodukterne med mælk, såsom caffe latte, wiener melange og cappuccino, som bliver lavet på mælkepulver, vil ikke have samme kvalitet, som var der frisk mælk på kaffemaskinen, og konsistensen vil også være anderledes. Du vil givetvis også møde personer, som vil nægte at drikke mælkepulveret grundet sundhedsmæssige årsager, herunder påstande om oxideret kolesterol.

Kaffeautomat

Fordele ved kaffeautomater til virksomhed:

  • Hurtig brygning (5-15 sekunder)
  • Begrænset vedligehold ved instantkaffe og mælkepulver (ofte kun ugentlig rengøring)
  • Større udvalg med mælkepulver; såsom sort kaffe, caffe latte, cappuccino, kakao, wiener melange mv.

Ulemper ved kaffeautomater til virksomhed:

  • Relativ dårlig smag
  • Færre og færre personer har lyst til at drikke mælkepulver
  • Instantkaffe og pulverkaffe er ikke den bedste måde at holde aromaer i kaffen
  • Ikke den ideelle løsning til møder, og når mange skal have kaffe hurtigt. Her vil man muligvis skulle have en supplerende løsning

Konklusion

Vi håber, at ovenstående guide har givet dig et overblik over, hvilken kaffeløsning du bør vælge til din virksomhed. Der findes mange forskellige løsninger, og hver sin løsning har sine fordele og ulemper.

Er du stadig i tvivl om, hvilken løsning der er bedst for dig?

Eller kunne du godt tænke dig at se på løsningerne i praksis, så udfyld kontaktformularen nedenfor, så giver vi dig et kald og kan aftale en demo af de forskellige muligheder, du overvejer.

    Vil du tale med en af os?

    Rasmus Ditlev fra ØNSK
    • Rasmus Ditlev
    • Partner & Kaffespecialist
    • +45 27 89 11 13
    • rasmus@onsk.dk
    Andreas Kirk ØNSK Kaffe
    • Andreas Kirk Hedegaard
    • Partner & Erhvervsløsninger
    • +45 61 31 66 87
    • andreas@onsk.dk

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

    Test: