Alt hvad du bør vide for at kunne vælge den helt rigtige kaffeløsning

Er du ved at starte en kaffebar, café eller restaurant, og føler du dig overvældet af de mange forskellige kaffeløsninger, der er at vælge imellem? Måske ejer eller driver du allerede en café, en restaurant eller et hotel, men synes ikke længere, at jeres nuværende kaffeløsning opfylder jeres behov? Måske er jeres kaffemaskiner ved at være slidte. Måske vil I bare gerne opgradere jeres kaffemenu med flere valgmuligheder for at imødekomme jeres gæsters ønsker. Uanset årsagen, kan det være lidt af en udfordring at finde rundt i junglen af forskellige kaffeløsninger til HORECA.

Men frygt ej! Denne guide er til dig, der søger et overblik over de forskellige kaffemaskiner og kaffeløsninger, der er relevante for caféer, hoteller og restauranter – nyopstartede som veletablerede. Vi vil i guiden præsentere de mest gængse setups samt kaste lys over fordele og ulemper ved de forskellige typer kaffeløsninger til hoteller, restauranter og caféer. Efter at have læst guiden vil du være klædt på til at vælge den kaffeløsning, der passer bedst til lige akkurat dit behov, dine ønsker, dit budget og dit brand.

Kaffeløsning til café og kaffebar

Den typiske kaffeløsning til café eller kaffebar består af en manuel espressomaskine og en separat espressokværn. Da kaffen er et af de helt centrale elementer sådanne steder, giver det rigtig god mening at kunne tilbyde sine gæster en luksuriøs baristaoplevelse. Og det opnår du i den grad med en manuel espressomaskine eller semiautomatisk espressomaskine som f.eks. La Marzocco, Cafina eller Dalla Corte. Med denne form for kaffeløsning kan baristaen for alvor udføre sit baristahåndværk ved selv at kværne, stampe, brygge og steame. Det er for mange gæster en stor del af kaffeoplevelsen, når de bestiller en espresso eller en af de populære espressobaserede mælkedrikke såsom cappuccino, cafe latte og flatwhite.

Det er dog vigtigt at have fokus på kvaliteten af den kaffe, du vælger, for resultatet i koppen vil aldrig blive bedre end de kaffebønner, du bruger – heller ikke selvom du har den bedste espressomaskine på markedet. Flere kaffebarer og caféer vælger desuden filterkaffe som supplement. Det kan du med fordel også overveje, hvis du gerne vil have mulighed for at brygge en større mængde kaffe ad gangen. Hvis du ejer eller driver en specialkaffebar, kan du også overveje manuelle bryggemetoder som f.eks. V60 eller Chemex. Her skal du dog være opmærksom på, at det er meget omkostningstungt – ikke selve udstyret, men derimod tiden, der bruges på at brygge en enkelt kop kaffe.

kaffeløsning-til-cafe-og-kaffebar-horeca-mojoe-ønsk-kaffe
kaffeløsning-til-hotel-horeca-skt-annæ-ønsk-kaffe

Kaffeløsning til hotel

Den typiske kaffeløsning til hotel afhænger af hotellets størrelse og behov, men der vil ofte være tale om en kaffeløsning sammensat af flere forskellige maskiner og kaffetyper. Det skyldes, at der som regel er mange forskellige behov, der skal imødekommes på et hotel – lige fra kaffe i hotelrestaurantens morgenbuffet og kaffe på hotelværelserne til mødekaffe i mødelokalerne og kaffe i hotellets lobby. Et klassisk eksempel kunne være en fuldautomatisk espressomaskine i hotelrestauranten, en filterkaffeløsning til mødelokalerne og enten kaffekapsler eller instantkaffe på værelserne, men mulighederne er mange.

Ejer eller driver du et større hotel med en høj kaffevolumen, giver det god mening at investere i nogle professionelle kaffemaskiner, der kan håndtere store mængder kaffe på forholdsvis kort tid. Det gør filterkaffemaskiner og fuldautomatiske eller semiautomatiske kaffemaskiner til oplagte valg, da de kræver minimal betjening. Dermed spares både tid og arbejdskraft. Ejer eller driver du derimod et mindre hotel, kan du formentlig sagtens klare dig med en mere simpel kaffeløsning, såsom en filterkaffemaskine og/eller en mindre avanceret espressomaskine. Det er vigtigt, at du – udover at vælge en kaffe af høj kvalitet – vælger en effektiv kaffeløsning til dit hotel, da det også kan spille en stor rolle ift. at opretholde en høj kundetilfredshed.

Kaffeløsning til restaurant

Den typiske kaffeløsning til restaurant vil i meget høj grad variere alt efter restaurantens størrelse, stil og målgruppe, men generelt lader espressomaskinen til at være et populært valg. For mange er den fuldautomatiske espressomaskine en god løsning, men for high-end restauranter, der gerne vil give deres gæster en kaffeoplevelse ud over det sædvanlige, er det oplagt at overveje en manuel espressomaskine. Skal oplevelsen være mere personlig og luksuriøs, kan du overveje at udvide menuen med håndbrygget kaffe, der kan laves som pour over-kaffe ved gæsternes bord. Derudover har de fleste restauranter også en almindelig filterkaffemaskine som supplement.

For restauranter er det særligt vigtigt at vælge en kaffeløsning, der er i tråd med menukortet, og som også matcher restaurantens identitet og kundesegment. Derfor kan der være stor forskel på, hvordan den bedste kaffeløsning ser ud for hhv. en trendy restaurant og en mere traditionel restaurant. Men én ting er sikker: Uanset om valget falder på en mere avanceret kaffemaskine eller på en mere simpel kaffeløsning, så er det vigtigt, at kaffen er af høj kvalitet, og at den serveres på en indbydende måde. Selvom det er maden, der er i højsædet, kan god kaffe være med til at give en god afslutning på et måltid og dermed være med til at sikre, at gæsterne går derfra med et godt sidste indtryk, så de har lyst til at komme igen.

kaffeløsning-til-restaurant-horeca-aamanns-ønsk-kaffe

Generelle overvejelser

Uanset om du er på udkig efter en kaffeløsning til café, hotel eller restaurant, er der nogle generelle overvejelser, du bør gøre dig. Her er en række af de spørgsmål du med fordel kan stille dig selv for at blive klogere på dine ønsker og behov:

  • Hvad passer til dit brand?
  • Hvor mange kopper om dagen forventer du at servere? Dvs. Hvor stor en kapacitet har du brug for?
  • Hvilke funktioner nice to have og need to have?
  • Hvad er dit budget?
  • Skal der være mulighed for lokal servicering af maskinen?
  • Hvor højt vægter du bæredygtighed (både ift. måden, kaffen er produceret på, samt maskinens levetid og energiforbrug)?
  • Hvilken kvalitet stræber du efter?
  • Hvor stor fleksibilitet og alsidighed vil du have i din kaffemenu?
  • Har du ressourcer til at oplære baristaer, eller skal kaffebrygningen være så automatiseret som mulig?
  • Har du brug for at kunne brygge store mængder kaffe ad gangen?

Nedenfor kan du læse om fordele og ulemper ved de forskellige kaffemaskiner og bryggemetoder.

Manuel espressomaskine til HORECA

Den manuelle espressomaskine, også kendt som semiautomatisk espressomaskine, er velkendt i kaffebarer og caféer. Med en manuel espressomaskine får du en ægte baristamaskine, der laver velsmagende espresso, cremet cappuccino og alle de andre populære cafédrikke.

Espressomaskinen brygger kaffe ved at presse vand tæt på kogepunktet gennem en såkaldt puck af friskkværnet kaffe og et metalfilter, hvilket giver en tyk, koncentreret kaffe, kaldet espresso. Den koncentrerede espresso kan drikkes rent, som italienerne ville gøre det, eller den kan blandes med varmt vand for at lave en americano eller med dampet mælk for at få caffe latte, cappuccino el.lign.

En manuel espressomaskine kræver en vis mængde tilbehør. Først og fremmest skal du bruge en espressokværn, der kan kværne kaffebønnerne fint og en knock-box til at slå kaffegrumset ud i. Du skal også have stålkander (en såkaldt pitcher) til at steame mælken i og en klud til at aftørre steamerarmen. Medmindre du har en maskine med autotamper som f.eks. Cafina Life High Cup skal du desuden bruge en tamper til at presse kaffen og en tampermåtte.

Når det kommer til at vælge den rigtige manuelle espressomaskine, er der flere faktorer at overveje:

  • Kapacitet: Hvor mange personer er maskinen beregnet til at kunne servicere, og hvor stor er kedlen? Du skal overveje, om en 1-gruppes, 2-gruppes eller måske endda en 3-gruppes maskine passer bedst til jeres behov. Tallet refererer til antallet af bryggehoveder. Jo flere bryggehoveder, desto flere kopper espresso kan der laves samtidig.
  • Æstetik: Er maskinen flot? Og passer den ind i indretningen af dit hotel, din café eller restaurant?
  • Pris: Prisintervallet på manuelle espressomaskiner spænder bredt. Du kan få en habil og driftssikker maskine, der kan lave god espresso til omkring 11.000-27.000 kr. afhængigt af kapacitet og mærke. Hvis du gerne vil have øget præcision i f.eks. bryggetemperatur eller generelt flere kontrolmuligheder ift. maskinens tryk mv., kan du dog komme væsentligt højere op i pris.
  • Mulighed for lokal service på maskinen: Her kan det være klogt at købe espressomaskinen af en kaffeleverandør, som er til stede i dit område, og som også kan servicere maskinen.
  • Funktioner/Automatiseringsgrad: Nogle maskiner har i dag automatiserede funktioner til at tampe (presse) kaffen og steame mælken, mens andre giver dig mulighed for at justere variablerne manuelt. Overvej hvilken grad af automatisering, der passer bedst til jeres behov, og om I ønsker at investere tid og ressourcer i oplæring af personalet.

Der findes et stort udvalg af manuelle espressomaskiner, hvoraf de fleste er produceret i Italien, hvor espresso har en lang tradition. Det er rent faktisk også stedet, hvor espressomaskinen blev opfundet. Nogle af de mest prominente producenter inkluderer La Marzocco, Rocket, ECM, Nuova Simonelli, Dalla Corte, Synesso og mange flere.

kaffeløsning-til-cafe-kaffemaskine-til-cafe-cafina-fra-jord-til-bord-ønsk-kaffe
kaffeløsning-til-horeca-manuel-espressomaskine-til-cafe-la-marzocco-mojoe-ønsk-kaffe
Manuel espressomaskine - kaffeløsning til erhverv
kaffeløsning-til-horeca-manuel-espressomaskine-til-cafe-la-marzocco-latte-art-mojoe-ønsk-kaffe
Professionel-kaffeløsning-Aamanns-ØNSK-barista-kaffeløsning til cafe-Cafina

Fordele ved en manuel espressomaskine til café, restaurant og hotel:

  • Mulighed for at give gæsterne en luksuriøs baristaoplevelse ved at lave den bedste espresso samt latte art (for mange er det en stor del af oplevelsen at se baristaen i aktion)
  • Høj grad af kontrol over smagsprofilen, fordi det er muligt at finjustere parametre som dosering, kværningsgrad og ekstraktionstid
  • Bredt udvalg: Mulighed for at tilbyde sine gæster de populære espressobaserede drikke såsom cafe latte, cappuccino, flat white, cortado og espresso, og steameren kan også bruges til at lave kakao eller chai latte.
  • Minimalt spild, da der kun brygges den mængde espresso, der skal bruges
  • God smag, fordi der bruges hele kaffebønner, som kværnes umiddelbart inden brygning (kræver kaffebønner af høj kvalitet)
  • Design og æstetik: Manuelle espressomaskiner er ofte smukt designet og kan tilføre en æstetisk dimension til indretningen af caféen, kaffebaren, restauranten eller hotelreceptionen.

Ulemper ved en manuel espressomaskine til café, restaurant og hotel:

  • Relativt stor investering, især hvis man ønsker avancerede funktioner, høj kvalitet og stor kapacitet
  • Kræver oplæring af personale for at sikre korrekt ekstraktion og konsistent kvalitet
  • Risiko for udsving i smagsprofilen, da det er svært at sikre konsistens i brygningen og en ensartet kvalitet på tværs af de ansatte (medmindre man vælger en af de mere automatiserede maskiner såsom Cafina med autosteam og autotamperfunktion)
  • Ingen mulighed for at brygge større mængder kaffe ad gangen – primært en ulempe for større hoteller, der skal brygge kaffe til mange mennesker på én gang, f.eks. ifm. konferenceaktiviteter
  • Kræver daglig aftørring og rengøring af portafilter, drypbakke og steamer
  • Tidskrævende: Den manuelle espressobrygning tager længere tid end brygningen på mere automatiserede maskiner, hvilket kan medføre længere ventetid for kunderne.

Fuldautomatisk espressomaskine til HORECA

Fuldautomatiske espressomaskiner har især vundet indpas i kontormiljøer, men de er også udbredte på hoteller, caféer og restauranter. Om det er det rigtige valg for dig, afhænger bl.a. af faktorer som kapacitet og skalerbarhed, brugervenlighed samt ambitionsniveau ift. den kaffeoplevelse, du ønsker at give dine gæster.

En fuldautomatisk espressomaskine bygger på samme bryggemetode som en manuel espressomaskine, men er kendetegnet ved, at alle faser af bryggeprocessen er automatiseret fra start til slut.

En fuldautomatisk espressomaskine betjenes ganske enkelt ved at trykke på en knap eller et display, hvorefter maskinen selv kværner bønnerne, presser kaffen sammen til en lille puck og skyder vand igennem den. Resultatet er en espresso, som herefter automatisk tilføjes vand eller steamet mælk i en afmålt mængde. På den måde kan du servere alt fra americano til caffe latte, cappuccino og alle de andre populære kaffedrikke – helt uden at være udlært barista.

Fuldautomatiske espressomaskiner kan typisk vælges med og uden mælkesystem. Langt de fleste tilkobles et lille køleskab med frisk mælk fremfor at bruge mælkepulver. Det er helt klart også at foretrække, da det giver en langt bedre kaffeoplevelse. Vær dog opmærksom på, at et friskmælkssystem skal rengøres dagligt. Det er forskelligt fra maskine til maskine, om dette kan gøres automatisk, eller om nogle af delene skal skilles ad og vaskes i hånden. Her kan du se, hvor let det er at rengøre en Jura kaffemaskine.

Der findes et hav af fuldautomatiske espressomaskiner på markedet. Blandt nogle af de populære mærker kan eksempelvis nævnes DeJong DUKE, Melitta, Schaerer, Eversys og Jura kaffemaskiner.

kaffeløsning-til-horeca-kaffeløsning-til-hotel-thermoplan-kaffemaskine-til-hotel
Hvor-stor-en-kaffemaskine-skal-du-vælge-FH-kaffeløsning-Thermoplan
kaffeløsning-til-horeca-kaffeløsning-til-hotel-kaffemaskine-til-hotel-Sankt Annæ Hotel
Fuldautomatisk kaffemaskine erhverv-Jura Giga-ØNSK-kaffeløsning-fuldautomatisk espressomaskine-til-hele-bønner

Fordele ved fuldautomatisk espressomaskine til hotel, restaurant og café:

  • Bredt udvalg: Mulighed for at tilbyde sine gæster de populære espressobaserede drikke såsom cafe latte, cappuccino, flat white, cortado og espresso
  • God smag, fordi der bruges hele kaffebønner, som kværnes umiddelbart inden brygning (kræver gode kaffebønner)
  • Minimalt spild, da der kun brygges akkurat den mængde, der skal bruges
  • Brugervenlighed: Nem betjening for personale såvel som gæster – ideelt i self-service-områder på hoteller eller for caféer og restauranter med skiftende personale/medarbejdere med begrænset bryggeerfaring
  • Konsistens: Sikrer ensartet resultat i hver kop, fordi bryggeprocessen er nøjagtig og automatiseret fra start til slut
  • Lav vedligeholdelse: Kræver generelt minimal daglig vedligeholdelse og rengøring.

Ulemper ved fuldautomatisk espressomaskine til hotel, restaurant og café:

  • Mindre fleksibilitet pga. de standardiserede kaffedrikke: Ikke mulighed for at give gæsterne samme luksuriøse baristaoplevelse som ved en manuel espressomaskine
  • Begrænset kontrol over smagen, da det ikke er muligt at indstille f.eks. kværningsgrad eller vandtemperatur efter individuelle præferencer
  • Relativt stor investering, især hvis man ønsker avancerede funktioner, høj kvalitet og stor kapacitet
  • Kræver daglig rengøring af mælkeudløb ved tilkobling af friskmælkssystem
  • Omkostninger ifm. reparationer, udskiftning af reservedele og regelmæssig service for at sikre optimal ydeevne (på trods af minimal daglig vedligeholdelse)
  • Begrænset eller ingen mulighed for at brygge kander med kaffe (primært en ulempe for større hoteller, der skal brygge kaffe til mange mennesker ad gangen, f.eks. ifm. konferenceaktiviteter).

Filterkaffe som kaffeløsning til HORECA

Lad os lige starte med at aflive en myte om filterkaffe. Den behøver hverken være kedelig eller smage brændt og bitter. Faktisk er filterkaffe den reneste form for kaffe, og det er netop ved filterkaffe, at de fineste nuancer kan få lov til at træde frem, men det stiller store krav til kvaliteten af kaffen.

For at få den bedst mulige smagsoplevelse anbefaler vi at bruge hele kaffebønner og kværne dem umiddelbart inden brygning. Hvis man ikke vil investere i en kaffekværn, kommer man også langt med formalet kaffe, såfremt den er friskristet og af høj kvalitet. Især mellemristede kaffebønner egner sig godt som filterkaffe.

Filterkaffe er en simpel, men god kaffeløsning, som er velegnet til både store og små mængder sort kaffe. En filterkaffemaskine brygger oftest hurtigt og brygger en hel kande kaffe på 5-6 minutter. Filterkaffemaskiner findes i mange størrelser, lige fra den klassiske Moccamaster med en kapacitet på 1,25 liter til kaffemaskiner med en kapacitet på 4 liter pr. bryg og helt op til 20-liters tanke.

Nogle af de mest gængse professionelle kaffemaskiner er Bonamat, Bunn og Fetco. Disse filterkaffemaskiner rummer typisk 1,75 liter færdigbrygget kaffe og kan være udstyret med en varmeplade på toppen, så du kan have to kander kaffe klar. Med en total kapacitet på 2 x 1,75 liter, svarende til 22-25 kopper kaffe, passer disse typer kaffemaskiner rigtig godt til de fleste caféer og restauranter. For hoteller med mange gæster eller stor møde- og konferenceaktivitet el. lign. kan det give god mening at kigge mod de større filterkaffeløsninger.

filterkaffe-kaffeløsning-Dept-Fetco-filterkaffemaskine-HORECA-ØNSK-kaffe
Fetco bryggetid-kaffeløsning til erhverv-filterkaffe
filterkaffe-kaffeløsning-til-erhverv-FH-Animo-filterkaffemaskine-HORECA-ØNSK-kaffe

Fordele ved filterkaffe som kaffeløsning til hotel, restaurant og café:

  • Mulighed for at tilbyde dine gæster en god sort kop kaffe (kræver gode kaffebønner)
  • Mulighed for at brygge kaffe til mange mennesker på kort tid
  • Bryggetid på 5-10 min.
  • Relativt lille investering
  • Begrænset mængde service
  • Nem betjening.

Ulemper ved filterkaffe som kaffeløsning til hotel, restaurant og café:

  • Begrænset udvalg
  • Ingen mulighed for at tilbyde sine gæster de populære espressobaserede drikke såsom cafe latte, cappuccino, flat white, cortado eller espresso
  • Risiko for mere spild, fordi der brygges større mængder kaffe frem for enkelte kopper som ved en espressomaskine.

Kaffekapsler som kaffeløsning til HORECA

Lad os starte med at slå fast, at du ikke bør overveje kaffekapsler som kaffeløsning, hvis du driver eller ejer en café eller en restaurant, hvor kaffen udgør et centralt element, eller hvor kerneværdierne og menukortet rimer på kvalitet og bæredygtighed.

Der bruges enormt meget emballage, idet hvert 6. gram kaffe er omsluttet af en kapsel lavet i aluminium, plastik eller biomateriale. Uanset hvor bæredygtigt materialet er, kommer vi ikke udenom, at det er rigtig meget emballage. Derudover vil mange vist godt kunne blive enige om, at kapselkaffemaskiner har svært ved at brygge en lige så velsmagende kop kaffe som f.eks. filterkaffemaskiner og automatiske eller manuelle espressomaskiner. Det skyldes nok især den meget hurtige bryggetid, den lave dosering og det faktum, at kaffen ikke er friskkværnet.

Kaffekapsler kan dog være en god løsning, hvis du f.eks. driver et hotel og er på udkig efter et godt alternativ til de små sticks med instantkaffe, man ofte ser på hotelværelser. Dog skal du være obs på, at kaffekapsler er en relativt dyr løsning, og at man i nogle tilfælde også kan ende med at betale høje leasingpriser for kapselmaskinerne.

kaffekapsler-kaffeløsning-til-hotel-skt-annæ-ønsk-kaffe
kaffekapsler-kaffeløsning-til-hotel-skt-annæ-hotel-ønsk-kaffe
kaffekapsler-kaffeløsning-skt-annæ-hotel-ønsk-kaffe

Fordele ved kaffekapsler som kaffeløsning til hotel, restaurant og café:

  • Hurtig og nem løsning med mulighed for flere forskellige kaffekapsler
  • Mulighed for at brygge både espresso og lungo, og nogle kapselmaskiner kan også lave mælkedrikke
  • Lav mængde rengøring
  • Ingen spild, da man kun brygger en kop ad gangen.

Ulemper ved kaffekapsler som kaffeløsning til hotel, restaurant og café:

  • Dårlige forudsætninger for at brygge velsmagende kaffe sammenlignet med andre løsninger
  • Høje miljømæssige omkostninger (særligt kaffekapsler af plastik og aluminium).
  • Høj pris: Kaffekapsler er formentlig den dyreste kaffeløsning, man kan vælge.
  • Ingen mulighed for at brygge store mængder kaffe.

Stempelkaffe som kaffeløsning til HORECA

Stempelkanden er en ikonisk kaffebrygger, og særligt i Danmark har vi en stolt tradition inden for stempelkander. Uanset om du driver eller ejer en restaurant, en café eller et hotel, giver stempelkanden god mulighed for at tilbyde dine gæster en smagfuld kop kaffe på en æstetisk måde. Udover at være nem at brygge på giver stempelkanden en god kaffeoplevelse til en pris, hvor alle kan være med, og så har fraværet af elektronik den store fordel, at kaffebryggeren sjældent går i stykker. Til gengæld egner stempelkanden sig ikke til at forsyne mange mennesker med kaffe på én gang. Derfor vælger mange stempelkaffe som et supplement til en anden kaffeløsning.

Stempelkaffe brygges lidt simplificeret ved at blande friskkværnet eller formalet kaffe med 93-94 grader varmt vand i en stempelkande og lade det trække i ca. 4 minutter. Derefter presses stemplet ned, og kaffen er klar til servering. For at undgå at kaffen bliver bitter, fordi den står og brygger videre, bør den drikkes inden for 30 min. Alternativt kan den hældes på en termokande. Se vores bryggeguide til stempelkande, hvis du ønsker mere information om dosering, bryggetid og andre tips.

Bodum stempelkande - kaffebrygning - ØNSK kaffe
stempelkaffe - ØNSK Kaffe

Fordele ved stempelkaffe til restaurant, café og hotel:

  • Mulighed for at servere en god, fyldig kaffe for dine gæster (kræver gode kaffebønner)
  • Lille investering: En Bodum stempelkande kan fås for 280-400 kr. afhængig af størrelse, og der er ingen risiko for store reparationsomkostninger pga. fraværet af elektronik
  • Flytbar: Gæsterne kan forsyne sig selv med kaffe nede ved bordet (eller i hotellets mødelokale)
  • Simpel og hurtig bryggemetode
  • Æstetisk flot måde at servere kaffe på.

Ulemper ved stempelkaffe til restaurant, café og hotel:

  • Begrænset udvalg af kaffedrikke (ikke muligt at lave cappuccino, caffe latte, flat white, espresso m.m.)
  • Meget rengøring: Hver enkelt stempelkande skal tømmes for kaffegrums, glaskanden skal vaskes og stemplet renses og skylles.
  • Lav skalérbarhed: Kræver mange stempelkander, hvis det er den eneste kaffeløsning på stedet
  • Svært at brygge store mængder ad gangen (primært en ulempe, hvis der skal serveres kaffe for mange gæster inden for kort tid, f.eks. i morgenmadsrestauranten på et hotel).

Pour over-kaffe som kaffeløsning til HORECA

Der findes et hav af manuelle bryggemetoder. Inden for genren pour over-kaffe (også kaldet drip coffee) er Chemex, Kalita og Hario V60 nogle af de mest gængse kaffebryggere på den danske kaffescene, men hovedsageligt på specialkaffebarer. Det er de færreste caféer, restauranter og hoteller, der tilbyder deres gæster håndbrygget drypkaffe, men det kunne måske netop være en måde at skille sig ud på.

Der er dog en lang række faktorer, du bør tage med i dine overvejelser, inden du kaster dig ud i at tilbyde dine gæster en kop kaffe brygget på Chemex, Kalita, Hario V60 eller en anden pour over-kaffebrygger. Du bør især være opmærksom på, at det er en tidskrævende måde at brygge kaffe på, og at det også kræver en vis ekspertise og træning at kunne opnå et godt og ensartet resultat hver gang. Omvendt kan du give dine gæster en kaffeoplevelse ud over det sædvanlige, hvis dit personale lærer at mestre bryggemetoden. Find f.eks. vores bryggeguide til Hario V60 her.

Uanset hvad, skal du være indstillet på, at pour over-kaffe næppe kan stå alene som kaffeløsning til café, restaurant eller hotel. Men det kan være et fremragende supplement til f.eks. en espressomaskine.

Chemex-kaffe-pourover-håndbryg
pour-over-kaffe-chemex
pourover-kaffe-V60-manuel-filterbryg

Fordele ved pour over-kaffe til café, restaurant og hotel:

  • Mulighed for at servere en ren og delikat kop kaffe, hvor de fine smagsnuancer fremhæves
  • Personlig og eksklusiv kaffeoplevelse med mulighed for at tilpasse brygningen til den enkelte gæsts smagspræferencer (kan evt. brygges nede ved bordet foran gæsterne)
  • God måde at differentiere sig fra konkurrenterne og tilbyde noget unikt til gæsterne
  • Lille investering og ingen risiko for store reparationsomkostninger
  • Æstetisk flot måde at servere kaffe på
  • Mulighed for at tilbyde en friskbrygget kop kaffe uden at skulle brygge en hel kande (ingen spild).

Ulemper ved pour over-kaffe til café, restaurant og hotel:

  • Begrænset udvalg af kaffedrikke (ikke muligt at lave espressobaserede drikke)
  • Meget tidskrævende bryggemetode, hvilket kan være en udfordring i travle perioder
  • Kræver meget oplæring af personale
  • Svært at sikre konsistens i brygningen og dermed en ensartet kaffeoplevelse
  • Lav skalérbarhed (denne kaffeløsning vil næppe kunne stå alene)
  • Ingen mulighed for at brygge store mængder ad gangen.

Konklusion

Efter at have læst denne guide står det nok klart for enhver, at der ikke findes en one-size-fits-all-løsning, når det gælder kaffeløsninger til hoteller, restauranter og caféer.

Der er fordele og ulemper ved alle kaffeløsninger til HORECA, men vi håber, at guiden har givet dig et godt overblik over de forskellige muligheder, så du kan træffe et oplyst valg om, hvilken kaffeløsning du bør vælge.

Er du stadig i tvivl om, hvilken kaffeløsning der er bedst for dig?

Eller vil du bare gerne se, hvordan løsningerne fungerer i praksis, så udfyld kontaktformularen her og bliv ringet op. Så kan vi tage en snak om dine ønsker og evt. arrangere en demo af de forskellige kaffeløsninger, du overvejer.

    Mere inspiration til kaffeløsninger og kaffemaskiner

    Vil du vide endnu mere om kaffeløsninger og kaffemaskiner? Så har vi her samlet et par nyttige genveje.

    Filterkaffemaskine-kontor-Fetco-kaffemaskine-filter
    Kaffemaskiner til erhverv
    Kaffeløsninger-til-virksomheder-Thermoplan-kaffemaskine-erhverv-DEPT-ØNSK-kaffeløsning
    Kaffeløsninger Kundecases
    kaffemaskine-til-cafe-jord-til-bord-kaffeløsning-cafina-espressomaskine-til-cafe-ønsk-kaffe
    10 fede kaffeløsninger
    Kop pris på forskellige kaffeløsninger til firma- billigst kaffeløsning
    Den billigste kaffeløsning

    600+ glade kunder

    På nuværende tidspunkt leverer vi firmakaffe til mere end 600 virksomhedskunder inklusiv:

    Et udpluk af vores mere end 600 erhvervskunder
    Et udpluk af vores mere end 600 erhvervskunder