Om Kalita Wave
Siden 1958 har japanske Kalita produceret kaffeudstyr. Deres wave-serie er nyeste skud på stammen, og den er hurtigt blevet populær blandt pour-over-entusiaster.
Kalita Wave fås i versionerne 185 og 155, hvor 155-versionen er en-kops-bryggeren. Selvom Wave minder meget om andre pour-over-kaffebryggere som Chemex og Hario V60, er der alligevel forskel. Den primære værende, at Kalita Wave har hele tre udløbshuller i sin flade bund. I modsætning til dette har både Chemex og V60 blot ét stort udløbshul og kegleformede filtre, der munder ud i en spids.
Intentionen bag de tre udløbshuller og den flade bund er at give mulighed for at styre flowet af kaffe, så vandet løber ligeligt gennem tragten. Dette stiller dog skrappe krav til dig som brygger, da kaffen bliver bedst, hvis man benytter flere og meget præcise pours.
Men bare rolig. Vi gennemgår processen og pours lige her, i vores bryggeguide til Kalita Wave.
For at brygge skal du bruge:
- Kalita Wave kaffebrygger
- Kalita Wave kaffefilter
- Kedel med svanehals
- 7g kværnet kaffe pr. 100ml vand
- Kogende vand
- Kopper
- Kande/karafel
- Stopur
- Vægt
- Ske
Fremgangsmåde:
Vi brygger på en Kalita Wave 185 og vil gerne ende med 300ml kaffe efter endt brygning – det samme som to kopper kaffe. For at kaffen ikke overekstraherer, bør bryggetiden ikke overstige 3 minutter.
Brug 21g kværnet kaffe. Kaffen skal have konsistens som groft salt (På en skala fra 1-10, hvor 1 er helt fint og 10 er helt groft, ligger vi på 6-7 i kværningsgrad).
Tip: For at opnå det bedste resultat på Kalita Wave er det vigtigt at brygge med flere korte, præcise og pulserende pours. Derfor anbefaler vi at bruge en kedel med svanehals, der letter brygningen væsentligt.
Vi benytter Harios Buono kedel, som både fås med og uden el.
Få vores tips og tricks
Skriv dig op til vores nyhedsbrev
og få vores kaffetips og
-tricks direkte i indbakken.
Sådan brygger du på Kalita Wave
Trin 1
Start med at hælde kogende vand i kaffefilteret, før du kommer kaffe i.
Ved at væde kaffefilteret før brug fjernes eventuel smag af papir, der kan sidde tilbage i papirsfiltre.
Samtidig luner det kogende vand kaffekaraflen, så kaffen ikke mister temperatur.

Trin 2
Kassér papir-vandet i karaflen.
Mål 21g kværnet kaffe op og kom det i det våde filter.
Sørg for, at kaffen ligger med plan overflade i din Kalita Wave.

Trin 3
Nulstil din vægt, start dit stopur, og fordel så 60g vand over den kværnede kaffe med rolig hånd.
Sørg for at al kaffen bliver våd, og lad den stå til uret rammer 45 sekunder. Brug undervejs en ske til at røre lidt rundt i kaffen.
Vi kalder dette indledende pour for “bloom pour”. Her får kaffen lov til at blomstre og afgasse, hvilket man kan se på kaffen, der hæver sig i tragten.

Trin 4
Efter 45 sekunder hældes yderligere 140g vand i tragten. Dette pour bør tage omtrent 15 sekunder.
Fortsæt med hælde med rolig hånd, og fordel vandet over hele kaffen i cirklende bevægelser.
Med Kalita Waves tre udløbshuller sikrer du derved en ren ekstraktion.

Trin 5
Mellem minut 1 og 2 hældes små pours af ca. 40g vand i tragten over flere omgange.
Opgaven her er at holde vandet på et nogenlunde konstant niveau, indtil vægten siger 380g.
Herefter skal kaffen have lov at løbe igennem. Det er en vurderings- og smagssag, hvornår brygningen er færdig. Vi anbefaler at lade Kalita Wave løbe i 45 sekunder efter sidste pour.
Lad ikke den samlede bryggetid overstige 3 minutter, da kaffen da vil overekstrahere.
Placér tragten i vasken eller på en anden beholder efter endt brug.


Trin 6
Nu skulle du gerne stå tilbage med ca. 300ml kaffe.
Giv karaflen et par omgange i luften og lad kaffen køle en smule. Fordel den herefter i kopperne og nyd din velbryg.
Med Kalita Wave får du en ensartet og meget delikat kop kaffe med masser af aroma og smag.
