Som et certificeret B Corp har vi officielt erklæret, at vores højeste formål som virksomhed er at bidrage til en bedre verden. Dette var faktisk den helt grundlæggende årsag til, at ØNSK blev skabt. Vi er engagerede i at gøre en positiv forskel for kaffebønder, vores kunder og planeten. Læs mere om vores principper for impact her.
Vores rejse mod meningsfuld forandring er i gang. 2023 markerer en betydelig milepæl i vores mission. Vi har forfinet vores strategier for bedre at måle vores påvirkning og kortlægge vores kaffens CO2-aftryk. Vi har også gjort store fremskridt med at udvide vores cirkulære emballage samtidig med, at vi fortsætter med at udvikle agroforestry og økologiske praksisser, der fremmer biodiversitet og reducerer vandforurening i kaffeproduktionen.
Nedenfor er et resume af rapporten. Klik her for at læse den fulde Impact Report 2023
Muligheder i kaffeindustrien
Bevaring af biodiversitet og Co2-lagring: Kaffe har et betydeligt potentiale til at gavne miljøet, når det dyrkes gennem økologiske metoder og skovlandbrug. Ved at undgå giftige kemikalier og integrere flere forskellige træarter med kaffedyrkning kan kaffebonden forbedre biodiversiteten, forbedre jordens sundhed, fange mere CO2 fra atmosfæren og dyrke bedre kaffe.
Gennemsigtighed: At handle ansvarligt kræver, at importører og andre aktører i branchen sikrer fair betaling til producenter og tydeligt viser dette engagement. Direkte handel er en tilgang, der forkorter kaffens rejse fra bonde til kunde, og gør det lettere at verificere, at producenten modtager en fair betaling. Desuden styrker det relationer mellem producenter og risterier, fremmer gensidig tillid og samarbejde, samt bringer forbrugerne tættere på oprindelsen af deres daglige kop kaffe.
Bekæmpelse af fattigdom og social ulighed: Flere importører har indført direkte handel i de kaffedyrkende lande for at fremme retfærdighed og gennemsigtighed. Ved at eliminere mellemled og handle direkte med producenten eller kooperativet kan de tilbyde højere, mere retfærdige priser og reducere forsyningskædens omkostninger, hvilket sikrer, at en større del af betalingen går direkte til bonden. Derudover skaber det et fundament for dialog med landmænd, forbedrer deres levevilkår, fremmer varige relationer og støtter investeringer i bedre landbrugspraksis.
Milepæle
Cirkulære bøtter (der batter): 2023 var det første fulde år med bøtterne og de udgjorde 53% af det samlede volumen af solgt kaffe. I alt blev der leveret 8.828 bøtter, hvilket svarer til en besparelse på 44.140 1-kilos poser. Denne udvikling er utroligt spændende for os og er også blevet modtaget med meget positiv feedback fra vores kunder.
Økologisk kaffe: Vi er glade for at have opretholdt vores engagement i økologisk landbrug, hvor 100% af vores kaffe er økologisk certificeret. Selvom økologi ikke er endemålet, ser vi den økologiske certificering som et grundlag og minimumsniveau for miljøbevarelse. For os er det fundamentalt ikke at bruge giftige kemikalier og at fremme biodiversitet og økosystemers sundhed frem for at udpine dem.
Honningforarbejdet kaffe: I 2023 var 32% af den kaffe, vi købte fra Café de Alturas, honey processed. Læs mere om projektet her og om forskellene mellem honey og vasket kaffe. Selvom det er svært at kvantificere den præcise mængde vand, der er sparet — da vandforbruget i vaskeprocessen varierer fra sted til sted, kan du være sikker på, at din kop Café de Alturas har et meget lavere miljømæssigt fodaftryk!
Skyggekaffe og biodiversitet
Rigere økosystemer: Al vores kaffe dyrkes med økologiske praksiser og ved hjælp af skyggesystemer, hvor kaffen vokser under et dække af forskellige træer. Skyggetræer skaber et mangfoldigt habitat for dyreliv, holder jorden fugtig og frugtbar, samt beskytter kaffetræerne mod ekstreme temperaturændringer og storme. Skyggetræer fungerer også som naturlige kulstofbanker ved at lagre Co2 i både træet og jorden.
Gladere kaffebønder: Ved at integrere skyggetræer som kakao, avocado og forskellige frugtarter, styrker dette system ikke kun kaffedyrkningens sundhed, men giver også essentiel mad og ekstra indkomst til lokalsamfundene. I mange tilfælde giver skyggesystemer også mulighed for at kaffebonden kan have bistader og honningproduktion, hvilket yderligere beriger biodiversiteten. Samlet set skaber skyggekaffe en holistisk cyklus, der gavner hele gårdens økosystem.
Fælles udvikling: Vores mål er at øge biodiversiteten inden for kaffegårde og de omkringliggende områder. I de kommende år håber vi også at kunne måle biodiversitetsvækst ved hjælp af nye og innovative tilgange, der tilbyder omfattende overvågning, samtidig med at de forbliver tilgængelige for landmændene.
Kaffens LCA og Co2-aftryk
I 2023 var vores største projekt at gennemføre en livscyklusvurdering (LCA) for alle vores kaffer. Dette betød, at vi undersøgte hver eneste trin i kaffens rejse og analyserede alle Co2-emissioner fra gården til de færdigpakkede poser på risteriet. Disse LCA’er markerer en vigtig milepæl i vores engagement i at reducere miljøpåvirkningen.
Hvad er en LCA?
En livscyklusvurdering (LCA) er en detaljeret analyse af CO2-emissioner i alle faser af kaffens rejse. Dette omfatter alt fra dyrkning og maskineri, til transporten fra gården til Danmark, samt ristning og emballering.
Hvorfor er det vigtigt?
LCA’er giver et omfattende overblik over det miljømæssige aftryk, der er forbundet med vores kaffe og forsyningskæde. Disse indsigter giver os mulighed for at identificere muligheder for at reducere emissioner, på rejsen mod en Co2-neutral værdikæde, og for at spore effekten af hver ændring, vi foretager. Derudover kan vores kunde få overblik over co2-emissioner fra deres kaffe, og på den måde træffe et bevidst valg om hvilken kaffe de ønsker at drikke.
I gennemsnit udleder vores kaffer 1,54 kg Co2e per kilogram ristet kaffe, når de pakkes i 5 kg spande. Du kan se en detaljeret oversigt over hver kaffes LCA til venstre herfor og på hver enkelt produktside.
CO2-regnskab
Siden 2021 har vi offentliggjort vores CO2-regnskab som dækker Scope 1, 2 og 3 emissioner. Vores samlede emissioner for 2023 var 606.915,9 kg CO2e, hvoraf 97,92% stammer fra Scope 3 emissioner. Vores Scope 1 emissioner forbliver på nul, da vi ikke havde direkte drivhusgasemissioner fra vores egne faciliteter.
Sammenlignet med 2022 steg vores samlede emissioner med cirka 28%, primært inden for Scope 3, altså i vores forsyningskæde og ikke i vores egne operationer, hvilket var forventet, da virksomheden voksede.
Hvis du ønsker at læse den fulde rapport, kan du få adgang til den her.
Transparens i priser
Hos ØNSK arbejder vi for at fremme en mere ansvarlig kaffeindustri gennem direkte handel og fair betaling til kaffebønderne. Denne mission kræver gennemsigtighed, som er en af vores kerneværdier. At være gennemsigtig betyder mere end blot at rapportere om vores operationer og miljødata – det indebærer også, at vi åbent kommunikerer de priser, vi betaler til landmændene.
Men først er der 3 centrale begreber som du skal kende til:
FOB-prisen repræsenterer den totale pris betalt for kaffen i oprindelseslandet. Den dækker alle udgifter indtil kaffen lastes ombord på skibet — f.eks. bondens pris, tørring, afskalning, certificeringer, emballering, transport til havnen. Derfor er FOB ikke det samme som kaffebondens pris, da flere af omkostningerne sker efter at kaffen har forladt gården.
Procenten over markedsprisen viser, hvor meget højere FOB-prisen er sammenlignet med den gennemsnitlige NY-kaffemarkedspris. Hos ØNSK stræber vi efter at belønne kvaliteten af kaffen og det arbejde, der ligger bag dens produktion. I 2023 betalte vi i vægtet gennemsnit 50% over markedsprisen.
Procentdelen af FOB-prisen, der går til bonden, angiver, hvilken del af FOB-prisen der reelt ender i kaffebondens lomme. Denne procentdel er sjældent 100% på grund af den nødvendige forarbejdning, efter kaffen forlader gården, men en højere procentdel betyder, at en større del af prisen når frem til landmanden. I 2023 gik 83% af den samlede FOB-pris, vi betalte, til landmanden. Vi er stolte af dette tal og mener, at det er en afgørende måleparameter, som vi løbende skal overvåge og forbedre.
Kvinder i kaffe
Kvinder har altid spillet en afgørende rolle i kaffeproduktionen, hvor de traditionelt med at plukke kaffebær, sortere og forarbejde bønnerne, men også i højere grad driver egne kaffegårde. Dog er realiteten i mange kaffeproducerende lande, at kvinder har begrænset adgang til uddannelse, ressourcer, jord og teknologi.
Derfor er det afgørende at styrke kvinders selvstændighed, også i kaffebranchen og kaffegården for at opnå ligestilling mellem kønnene og bekæmpe fattigdom i kaffeindustrien. Vi ønsker at sætte de kvindelige kaffeproducenter i spotlystet, og vi er begejstrede for at se en bevægelse blomstre i lande som Peru, hvor kvinder i stigende grad tager ejerskab over deres kaffe og markedsfører den under deres eget navn.
Vores Kuska-kaffe kommer fra to grupper af kvindelige landkvinder. Den udgjorde 18,4% af vores samlede indkøbte volumen i 2023. At arbejde med dem har været utroligt givende: de er fremadskuende, viser stor nysgerrighed, byder innovative landbrugspraksisser velkommen og geninvesterer deres overskud i deres familier, gårde og lokalsamfund.
Næste skridt
Når vi ser fremad i ØNSK, er den klare mission at forbedre ansvarlighed og gennemsigtighed på tværs af vores forretning, for at skabe en positiv Impact. Vi har identificeret centrale skridt både for det kommende år og på den helt lange bane.
Kvinder i kaffe: Vi vil fortsat arbejde for at fremme ligestilling blandt vores leverandører ved at inkludere flere kvinder i vores forsyningskæde og anerkende deres afgørende rolle. Vi nyder virkelig samarbejdet med vores Kuska-landkvinder i Peru, og vi ønsker at se mere af dette samt udvide vores indsats til Nicaragua.
Science-Based Targets initiative: Som en del af en kommende udvikling tager vi de første skridt med Science Based Targets, som er frivillige mål, virksomheder sætter for at reducere drivhusgasemissioner i overensstemmelse med Paris-aftalen. Dette vil være et vigtigt fokus for ØNSK i de næste år.
Carbon in-setting og biodiversitet: I de kommende år planlægger vi at afsætte betydelige midler til at indfange CO2 samtidig med at øge biodiversiteten. Mens vi planlægger at bruge CO2-kompensation som en supplerende foranstaltning, vil vores primære fokus være på in-setting-projekter relateret til skovkaffe. Vores ultimative mål er at opnå en CO2-neutral værdikæde, hvor alle drivhusgasemissioner forbundet med vores kaffe opvejes af tilsvarende CO2-reduktioner og CO2-bindinger direkte i kaffemarken.
B Corp-recertificering: I 2021 opnåede vi B Corp-certificeringen med en score på 103,3. Da vi nærmer os recertificeringen i 2024, er vi motiverede til fortsat at forbedre vores sociale og miljømæssige præstationer, ansvarlighed og gennemsigtighed.
Læs den fulde rapportImpact Reports
Find vores aktuelle og tidligere rapporter her.