Gratis fragt på privat ordrer hele dagen!
Bag kaffen: Leonel Valladares
Leonel Valladares har været hos ØNSK siden starten – og producere stadig en af vores mellemristede kaffebønner. Her kan du læse om Leonel’s kærlighed til jorden, økologi og sin familie.
Respekt for jorden
På kaffegården Finca Orgánica Santa Prisca i det nordlige Nicaragua bor Leonel Valladares. Han er 73 år og har brugt hele sit liv på kaffe. Gården har været i familiens hænder i over fire årtier og er opkaldt efter hans mor – et navn, der stadig lever i alt, hvad stedet står for. Santa Prisca er ikke bare en kaffegård. Det er en lille oase midt i skoven, fyldt med høje træer, fuglesang og børnebørn, der leger mellem kaffeplanterne.
Leonel er en principfast landmand. Han tror ikke på sprøjtemidler og hurtige løsninger. I stedet producerer han sin egen gødning og passer jorden med stor tålmodighed og respekt. For Leonel handler kaffe ikke kun om høst og kvalitet, men om at passe på naturen og efterlade noget bedre til næste generation.
Han siger selv, at han først og fremmest dyrker jord – og derefter kaffe. Det er en lille sætning, men den rummer hele hans tilgang til livet som landmand: resultatet i koppen er ikke pointen i sig selv. Det er en konsekvens af, hvordan man behandler det, kaffen vokser i.
Familieprojekt
Gården er et familieprojekt gennem og gennem. Alle tager del i arbejdet, og især Leonels ældste søn, David, arbejder tæt sammen med ham i kaffeproduktionen. I høstsæsonen samles hele familien: syv børn, mange børnebørn, fælles måltider, latter og lange dage i marken.
Det er tydeligt, at kaffen er vævet sammen med familielivet – ikke adskilt fra det. Man kan ikke besøge Santa Prisca uden at mærke det: det er lige så meget et hjem, som det er en arbejdsplads.
Leonel og hans kaffe har været en fast del af ØNSK, siden vi startede. Vi har kendt hinanden i mange år, og et besøg hos Leonel føles altid som at komme hjem. Hans generøsitet, ro og passion smitter – ikke bare på kaffen, men på alle omkring ham.
Læreren, andre rejser langt for at møde
Leonels metoder er ikke kun noget, han praktiserer for sig selv. Flere kooperativer har besøgt Santa Prisca specifikt for at lære af hans tilgang til jorden – hvordan man dyrker god kaffe uden sprøjtemidler, hvordan man laver sin egen gødning, og hvordan man opbygger en gård, der kan holde i generationer.
Vores samarbejde
I 2019 besøgte vi Leonel for at hjælpe ham med at forbedre hans økologiske gødningsproces. Leonel laver sin egen kompost af kaffeskaller, madaffald og mødding fra naboernes køer, som får lov at forrådne, før den lægges over i store tanke med tusindvis af californiske regnorme. Ormene omdanner komposten til en næringsrig jord, der spredes rundt om kaffetræerne – en omstændig proces sammenlignet med bare at købe gødning, men typisk for Leonels tilgang.
Med 10.000 træer, der hver skal have 5 kg gødning om året, kræver det stor logistik – og Leonel kæmpede med at holde processen kørende. Problemet var det tropiske klima: uden et sted at opbevare gødningen tørt, blev den til en tung mudderbunke i regnen, og næringsstofferne blev skyllet ud, før gødningen kunne bruges.
Løsningen blev et overdækket lager midt på gården. Vi tog til det lokale byggemarked i Ocotal, købte pæle, lægter, betonblokke og tagplader, og brugte ti dage sammen med Leonels sønner på at bygge konstruktionen.
Da vi vendte tilbage i februar 2020, stod lageret klar – fyldt med tør gødning, klar til at komme ud i markerne. Målet er enkelt: bedre forudsætninger for Leonel til at producere mere og bedre kaffe, til gavn for både ham og os. Vi følger stadig med i, hvordan projektet udvikler sig.


Vil du smage Leonel Valladares kaffebønner?









