BILAG 2 – ØNSK ApS’ servicevilkår

Nærværende servicevilkår finder anvendelse på samtlige aftaler indgået mellem ØNSK ApS og erhvervskunder (B2B), hvortil der er knyttet en serviceaftale.

København, august 2026.

1.     Anvendelse og omfang

1.1   Disse servicevilkår gælder, hvor en serviceaftale er tilknyttet en købsaftale eller anden aftale med ØNSK ApS, og udgør et integreret bilag til den enkelte aftale. Ved leje er ydelserne i pkt. 2 altid indeholdt i lejen og faktureres ikke særskilt. Ydelser efter pkt. 3 og takster efter pkt. 4 faktureres altid særskilt. Ved køb faktureres vederlaget for serviceaftalen forud for tolv (12) måneder ad gangen, første gang ved serviceaftalens ikrafttræden.

1.2   Serviceaftalen omfatter forebyggende vedligeholdelse og reparation af de kaffemaskiner, der er angivet i den enkelte aftale, i det omfang dette følger af disse servicevilkår.

2.     Ydelser omfattet af serviceaftalen

2.1   Serviceaftalen omfatter de ydelser, der er anført nedenfor i dette pkt. ‎2. Ydelserne leveres som led i det løbende servicesamarbejde mellem ØNSK ApS og kunden uden særskilt fakturering, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af denne aftale.

  • Arbejdstid ved servicebesøg og udkald i forbindelse med maskinfejl.
  • Kørsel og parkering til og fra kundens adresse.
  • Reservedele og materialer, der er nødvendige for at genoprette normal drift.
  • Overvågning af kalkfilterskift. Selve kalkfilteret og udskiftningen heraf faktureres separat, jf. pkt. 3.
  • Telefonisk support på hverdage kl. 8.00 til 16.00.
  • For kaffemaskiner med telemetrisk overvågning er simkort og dataabonnement inkluderet.
  • Én årlig ændring af menu samt justering eller kalibrering pr. kaffemaskine.
  • Dokumentation af serviceaktiviteter i ØNSK ApS’ servicesystem.
  • Otte (8) arbejdstimers responstid ved tilkald af tekniker ved akut nedbrud på Sjælland, i Aarhus og i Aarhus-omegnskommuner på hverdage kl. 8.00 til 16.00.
  • 16 arbejdstimers responstid ved tilkald af tekniker ved akut nedbrud på Fyn, i øvrige Jylland, på Bornholm og på brofaste øer på hverdage kl. 8.00 til 16.00.
  • Fem (5) dages responstid ved opgaver, der ikke er akutte, herunder filterskift og forebyggende opgaver.

2.2   Responstid angiver seneste ankomsttidspunkt hos kunden, hvis fejlen efter ØNSK ApS’ vurdering kræver fysisk tilstedeværelse af en tekniker. Fejl, der kan afhjælpes via telemetri, fjernsupport eller telefonisk support, søges løst hurtigst muligt efter modtagelse af tilkald.

2.3   Responstiden er betinget af, at kunden har anmeldt fejlen korrekt, afgivet de nødvendige oplysninger og sikret ØNSK ApS uhindret adgang til udstyret i det aftalte tidsrum.

3.     Ydelser uden for serviceaftalen

3.1   Serviceaftalen omfatter ikke de ydelser og forhold, der er anført nedenfor i dette pkt. ‎3. Sådanne ydelser leveres alene efter særskilt aftale og faktureres efter de til enhver tid gældende takster, jf. pkt. ‎4, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

  • Reparationer som følge af manglende, utilstrækkelig eller fejlagtig rengøring.
  • Løbende instruktion, justering og kalibrering af kaffemaskinen efter udløbet af indkøringsperioden.
  • Reparationer og udskiftninger som følge af uagtsomhed, forsæt, forsømmelse, fejlanvendelse eller uhensigtsmæssig brug fra kunden, kundens medarbejdere, gæster eller øvrige personer, som kunden har givet adgang til udstyret.
  • Skader forårsaget af udefrakommende forhold, som ØNSK ApS ikke kontrollerer, herunder brand, vandskade, tyveri, hærværk, ulykker og brugerfejl.
  • Driftsstop eller skader som følge af brug af ikke-originale dele, tilbehør, ingredienser, rensemidler eller øvrige produkter, der ikke er leveret eller godkendt af ØNSK ApS.
  • Fejl som følge af afbrydelser i eller mangler ved kundens vand-, afløbs-, netværks- og elinstallationer.
  • Skader som følge af defekter ved ingredienser, herunder skader på kværn som følge af fremmedlegemer i kaffen, når kaffen ikke er leveret af ØNSK ApS.
  • Kalkfilter og udskiftning heraf. Udskiftning foretages løbende afhængigt af vandets hårdhed og forbrug og faktureres separat.
  • Ingredienser og rensemidler til løbende drift.
  • Stort og forebyggende eftersyn. For Eversys Legacy/Cameo gælder dette ved 50.000 kopper eller hvert 2. år.
  • Udstyr uden for selve kaffemaskinen, herunder køleskabe, routere, filterhoveder, netværksudstyr og eksternt tilbehør. For køleskabe gælder aftalen dog inden for producentens garantiperiode på 1 år; herefter faktureres kørsel, arbejdstid og reservedele efter de gældende takster i pkt. ‎4.
  • Reparationer, indgreb eller ændringer udført af andre end ØNSK ApS eller ØNSK ApS’ underleverandører.
  • Nedtagning og bortskaffelse af gamle kaffemaskiner, der faktureres med 800 kr. ekskl. moms pr. kaffemaskine, medmindre andet er skriftligt aftalt.
  • Flytning af kaffemaskiner, der alene må ske efter skriftlig aftale med ØNSK ApS og altid sker på kundens ansvar og regning.
  • Forgæves kørsel, ventetid og ekstraarbejde som følge af kundens forhold.

4.     Takster for ydelser uden for serviceaftalen

4.1   Nedenstående tabel angiver ØNSK ApS’ takster for ydelser, der falder uden for serviceaftalen, herunder servicebesøg, kørsel og reservedele.

YdelseTakst
Servicebesøg inden for almindelig arbejdstid, mandag til fredag kl. 8.00 til 16.00400 kr. pr. påbegyndt halve time
Servicebesøg uden for almindelig arbejdstid, hverdage efter kl. 16.00, weekender og helligdageEfter ØNSK ApS’ gældende overtidstakst
Kørsel800 kr. pr. udkald
Forgæves kørsel800 kr. pr. udkald
ReservedeleØNSK ApS’ gældende listepriser

4.2   Taksterne i dette pkt. ‎4 reguleres automatisk én gang årligt pr. 1. januar i overensstemmelse med principperne for serviceaftaler i Bilag 1, pkt. 2, uden særskilt varsel til kunden. ØNSK ApS kan herudover regulere taksterne med 14 dages skriftligt varsel.

5.     Kundens forpligtelser

5.1   Kunden er forpligtet til løbende at vedligeholde udstyret, herunder at rense kaffemaskinen i overensstemmelse med brugsvejledningen og holde kaffemaskinens ydre dele rene.

5.2   Kunden forpligter sig til i aftaleperioden udelukkende at købe kaffe, renseprodukter, kalkfiltre, mælkepulver, kakao og øvrige produkter til brug i kaffemaskinen hos ØNSK ApS. Køb sker via erhvervskonto på www.onsk.dk, og produkterne faktureres direkte ved køb.

5.3   Kaffemaskinerne må udelukkende anvende produkter leveret eller skriftligt godkendt af ØNSK ApS.

5.4   Kunden skal sikre, at vand-, afløbs-, netværks- og elinstallationer på opstillingsstedet opfylder producentens og ØNSK ApS’ krav, og at udstyret anvendes i overensstemmelse med brugsvejledningen.

5.5   Kunden skal hurtigst muligt anmelde fejl og driftsstop til ØNSK ApS og give teknikeren uhindret adgang til kaffemaskinen i aftalt tidsrum. Ved forgæves kørsel opkræves 800 kr. ekskl. moms eller ØNSK ApS’ til enhver tid gældende takst.

5.6   Kunden må ikke lade andre end ØNSK ApS eller ØNSK ApS’ underleverandører servicere, reparere, åbne, ændre eller foretage indgreb i udstyret uden ØNSK ApS’ forudgående skriftlige samtykke.

6.     Aftaleperiode og opsigelse

6.1   Serviceaftalen træder i kraft på den i den enkelte aftale angivne startdato og løber i 12 måneder. Aftalen forlænges herefter automatisk med 12 måneder ad gangen, medmindre den opsiges skriftligt af en af parterne med mindst en (1) måneds varsel til udløbet af en aftaleperiode.

6.2   Opsigelse skal ske skriftligt pr. e-mail til kontakt@onsk.dk.

6.3   Ved en parts væsentlige misligholdelse kan den anden part ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning efter forudgående skriftligt påkrav med rimelig frist til afhjælpning.

6.4   Som væsentlig misligholdelse anses navnlig manglende betaling, uberettiget modregning, manglende overholdelse af eksklusivitet, uberettiget indgreb i udstyret samt væsentlig tilsidesættelse af kundens vedligeholdelsesforpligtelser.

6.5   Ved leje følger serviceaftalens løbetid og opsigelse lejeaftalen, således den 12-måneders løbetid og 1 måneds opsigelse som angivet i dette pkt. ‎6 ikke finder anvendelse.

7.     Lovvalg og værneting

7.1   Servicevilkårene er underlagt dansk ret. Enhver tvist, som ikke kan løses ved forhandling, afgøres ved Københavns Byret som første instans.