Udgivet i

Her kommer din kaffe fra: Corcasan

Kaffebonden Mayra fra kaffekooperativet Corcasan set i færd med at plukke kaffebær af kaffetræer

 

 

Her kommer din kaffe fra: Corcasan-Kooperativet

Er du nysgerrig på at lære lidt mere om kaffen fra Corcasan-kooperativet, så har vi her samlet lidt røverhistorier fra vores besøg hos Corcasan. 

Besøg hos kaffefarmer ved Corcasan, hvor Andreas står til højre for en af de kaffebønder som leverer kaffen fra Corcasan.

Velkommen til San Juan del Río Coco!

Corcasan kooperativet er beliggende i det nordlige Nicaragua i regionen Madriz. For at komme dertil skal man køre 2 timer langs snoede bjergveje, der bliver smallere og mere ujævne jo længere ind i regnskoven man kommer. Til sidst ankommer man til byen San Juan del Río Coco som er en ligge flække beliggende i en dal omgivet af bjerge. I byen bor der der cirka 20.000 mennesker og midt i byen ligger der en lagerbygning hvorpå der står: Corcasan. 

Corcasan er et kooperativ, hvilket betyder at det er en andelsforening af kaffebønder, der alle er medejere af kooperativet. I kooperativet sidder en administration og en ledelse, som varetager logistikken og afsætningen af den samlede mængde kaffe, som medlemmerne producerer. Der er 217 kaffegårde som er en del af Corcasan kooperativet, og de er alle beliggende i de bjerge der omgiver San Juan del Río Coco. 

Kooperativet består af både større og mindre gårde, men generelt set er der mange helt små landbrug. Eksempelvis så har Lizandro Alvir en gård på 0,35 hektar hvor han producerer cirka 300 kilo kaffe, mens Onelia Hernandez har den største gård i kooperativet på 21 hektar, hvor hun producerer cirka 21 tons kaffe. Den gennemsnitlige gård udgør 3,7 hektar. 

Kaffen fra Corcasan var faktisk den første kaffe vi købte da vi startede ØNSK tilbage i 2017. Vi fik mulighed for at købe et lille parti på et par hundrede kilo, som vi kunne prøve at sælge herhjemme. Kaffen fra Corcasan var et hit, og derfra voksede ØNSK og vores samarbejde med Corcasan til, at vi fra høsten i 2020 indkøber 26.500 kilo økologisk kaffe, svarende til knap 3 millioner kopper kaffe.

Corcasans vice-præsident Edwin som er vores samarbejdspartner i administrationen, er også træner for det lokale senior fodboldhold, der spiller i den nationale 3. division i Nicaragua. Holdet der løst oversat betyder “De Mekaniske Appelsiner – San Juan del Río Coco” er sponsoreret af ØNSK, hvor vi sponsorerer trøjer, træningsudstyr og deres tilmelding til ligaen. De er nogle vildt seje drenge og vi er meget stolte over at de vandt 4. division sidste år og rykkede op i 3. division. 

Herunder kan du se en lille video fra et af vores besøg hos Corcasan, hvor vi er rundt og besøge nogle af kaffegårdene.

Hvorfor et kooperativ?

Ideen med at være en del af et kooperativ består af flere forskellige ting: 

Adgang til et større marked – Når man har en mindre kaffegård, som ikke producerer tusindevis af sække, så kan det være rigtig svært at få afsat sin kaffe til en pris der er fair og reflekterer den kvalitet som kaffen har. Det er typisk at hverken kaffebonde eller køber har nogen idé om hvordan man kvalitetstester en kaffe, og den bliver derfor, i bedste fald, solgt til den aktuelle markedspris (som pt. er meget lav) eller ofte endnu lavere end det. Det vil typisk være sådan at kaffebonden sælger kaffen nede i byen på det lokale marked, eller hvis man ikke kan transportere kaffen, ved havelågen til kaffegården med et “kaffe til salg” skilt. Det er et benhårdt marked, fyldt med tradere og spekulanter der køber når markedsprisen er lav, og sælger når prisen er høj, og kaffebonden bliver altid taberen i den handel.
Derfor giver et kooperativ rigtig god mening for de små kaffebønder. Lazando Avir producerer som nævnt blot 300 kilo kaffe, men gennem Corcasan ingår de 300 kilo i en pulje på 755.000 kilo kaffe som han er med til at sælge. Derfor bliver hans egne 300 kilo kvalitetskontrolleret, sorteret og handlet på et professionelt plan til virksomheder som ØNSK, andre risterier og større importører i hele verden. Derved bliver Lazando garanteret en pris der reflekterer den kvalitet som han producerer, hvilket typisk vil ligge 50-100% over hvad han ellers kunne sælge sin kaffe til. 

Økologi – Det er også værd at nævne, at selvom kaffen er produceret økologisk, så kræver det en certificering at sælge kaffe økologisk. Sådan en certificering koster knap 20.000 kr, hvilket er helt urealistisk for en mindre kaffebonde at betale. Corcasan har dog som fælles enhed købt sådan et certifikat, og de kan derfor sælge al kaffen som økologisk under det samme certifikat. Der er stor efterspørgsel på økologisk kaffe, især i Europa, og derfor får kaffebonden i omegn af 4 kr. ekstra pr kilo kaffe, når den er certificeret økologisk. 

Finansiering – Her kommer virkeligt en af de største udfordringer som kaffebonde. Når man producerer afgrøder der kun giver afkast 1 gang om året, så bliver man nødt til at finde en måde at finansiere sin høst, så man har råd til at betale plukkere og de øvrige omkostninger der er i vedligeholdelse i løbet af året. Mange kaffegårde bruger bankerne til at optage lån, men det er stort set umuligt for en lille kaffeproducent, og hvis det skulle lykkes er det til en rente omkring de 50% om året. Det er grundet den store usikkerhed der ligger i om høsten fejler, og om bankerne tør at stole på den enkelte landmands vilje til at betale pengene tilbage. 
Når man i stedet samler sig i et kooperativ, så spreder man risikoen ud, og man har en professionel ledelse der gør, at bankerne er mere villige til at yde løn ud til lavere rente. På den måde sikrer Corcasan at gårdene får mulighed for at finansiere deres høst.

Uddannelse – Det er i både kooperativet og den enkelte bondes interesse at hæve kvaliteten af kaffen, da kvalitet = højere pris. Derfor bliver en del af pengene betalt til Corcasan sat til side på en udviklingskonto. Disse penge bliver brugt på at bygge facilliter og afholde kurser og uddannelsesforløb. Der bliver eksempelvis undervist i hvordan man bedst trimmer skyggetræer, hvornår det er bedst at gøde, og hvordan man sikrer at kun de helt modne kaffebær bliver plukket. Derudover bliver puljen også brugt til at hjælpe enkelte gårde, såfremt at der skulle opstå akutte problemer, såsom en vådmølle der er gået i stykker, så de hurtigt kan komme videre med produktionen. 
Det synes vi hos ØNSK er vildt sejt, og det er også noget som kommer os til gode, da vi kun køber kaffen Corcasan producerer af høj kvalitet. 

Kvinderne i Corcasan

Én ting som vi synes er rigtig inspirerende ved Corcasan er, at de gør en kæmpe indsats for lokalmiljøet i byen, og især for kvinderne. Det er vigtigt at pointere at Nicaragua som land, er et helt andet sted end Danmark i forhold til kvinderettigheder og ligestilling. Det er ikke normalt at kvinder ejer land, eller holder ledende jobs. De vil typisk være hjemmegående eller hjælpe til på gården med at passe børn og lave mad. 
Corcasan blev startet tilbage i 70’erne, som et projekt udført af en hollandsk NGO, der ville fremme selvstændighed blandet kvinder. Derfor købte de nogle landarealer der var egnet til kaffeproduktion og gav det til en gruppe kvinder der kunne starte en kaffeproduktion op. Her blev de undervist i kaffedyrkning og økologi. I dag har kooperativet vokset sig til at have både mandlige og kvindelig ejede kaffegårde, hvor kvinderne udgør 84 af de 217 kaffegårde i Corcasan – hvilket er ret højt taget i betragtning af hvor “unormalt” det er, at møde kvindelige gårdejere. 

Hos ØNSK synes vi at det er et fedt projekt, og det er noget som vi gerne vil arbejde med at udvikle på sammen med Corcasan. Også fordi at Corcasan tydeligt kan se, at de gårde der er ejet af kvinder får et større udbytte og har haft klart mere vækst gennem årene. Vi kan ikke helt bevise hvorfor det er sagen, men ud fra vores egne erfaringer, kunne en forklaring være, at kvinderne i Nicaragua tænker mere over fremtiden og familien, hvilket motiverer til at spare op og udvikle på gården, frem for at bruge hver en Cordoba (den lokale valuta) de har på lommen her og nu, hvilket kan være en tendens blandt nogle mandlige kaffebønder…

Kaffebonden Mayra fra kaffekooperativet Corcasan set i færd med at plukke kaffebær af kaffetræer

Smagen

Kaffen fra Corcasan er en klassisk Nicaragua-kaffe, hvilket også er årsagen til at den klart er vores mest populære kaffe på webshoppen. Smagen er nemlig kraftig og fyldig, og det træder virkeligt igennem når man smager den. Man kan finde smagsnoter af især cremet mørk chokolade, med et hint af pekannødder. 

Kaffen egner sig godt til dig som ønsker en fyldig og kraftig kop kaffe uden for meget syre og frugtighed. Den er også særdeles god med mælk i, da kaffesmagen træder godt igennem, og giver en god balance i eksempelvis en latte. 

Vi håber det har været spændende at lære lidt mere om kaffen, og vi håber at du har fået lyst til at smage en kop Corcasan-kaffe fra regnskoven i San Juan del Rio Coco. Du kan finde den mørkristede Corcasan-kaffe her, den mellemristede Corcasan-kaffe her og kaffekapsler her.

Udgivet i

Her kommer din kaffe fra: Santos Isabel

santos isabel

 

 

Her kommer din kaffe fra: Santos Isabel

Er du nysgerrig på at lære lidt mere om den søde og frugtige kaffe fra Santos Isabel, så har vi her sammen en lidt info og røverhistorier fra vores besøg på Finca San Isidro. 

Santos Isabel ØNSK

Velkommen til Finca San Isidro

Efter 6 timers kørsel nord fra hovedstaden Managua i Nicaragua kommer man til grænsen til Honduras i den bjergfyldte region Dipilto. Tager man en lille grus vej kort før grænsen, bliver man ført op af de streje bjergsider og ender i et lille lokalsamfund af kaffegårde, blandt andet Leonel Valladares som vi også køber kaffe fra. Kører man helt op til toppen af bjerget ligger regionens største gård Finca San Isidro og på gården bor familien Rodriguez. Santos er familiens overhoved og grundlægger af gården. Han har 3 sønner som alle er engageret i arbejdet på gården. 

Santos’ marker strejker sig helt op til toppen af bjerget. Turen derop er meget stejl og vi måtte holde godt fast til ladet af pickup-trucken da vi kørte derop. Udsigten er til gengæld hele turen værd, da man kan se 360 grader rundt på det grønne landskab af regnskov og kaffemarker. Til den ene side ligger grænsen til Honduras og man kan også se de bevæbnede grænsevagter der holder et vågent øje med os. 

Vi gik en tur igennem markerne med Santos han fortalte os at klimaforandringer er en stor udfordring for ham. Især i år, hvor manglede regn og intens varme ødelagde store dele af hans produktion. Det tager lang tid at tilpasse markerne til de nye forhold, ved eksempelvis at plante nye sorter der bedre kan håndtere varmen, samt plante flere skyggetræer. Derudover er det ikke til at vide, om det bliver det samme næste år, da vejret er meget uforudsigeligt.

På trods af dette, så producerer Santos en kaffe af rigtig høj kvalitet, og det er særligt imponerende hvordan han næsten udelukkende producerer høj kvalitetskaffe. Hans kaffer er præget af høj sødme og fyldighed, kombineret med frugtige og syrlige noter.   

Find Santos’ kaffe her. Herunder kan du se en lille videohilsen fra Santos og lidt billeder fra hans kaffegård Finca San Isidro:

Familien Rodriguez

Santos har 3 sønner som alle er involverede i gården. Byron er den ældste søn, og han er den daglige leder på gården, og han har også sine egne marker hvor han dyrker egne kaffer. Santos’ øvrige sønner hedder Milton og Josue som, udover at hjælpe til på gården, også er begyndt at riste kaffe som de sælger i deres egen café i Ocotal. Det synes vi er ret cool – og en god måde for familien at stå for hele værdikæden samt udbrede kendskabet til Finca San Isidro. 

Sønnerne er alle ingeniører, og det bærer gården præg af. Når man kommer ind på gården, står der en gigantisk hjemmelavet vådmølle, som Santos, Byron, Josue og Milton har bygget. Formålet med vådmøllen er først og fremmest at separere kaffen bønnen fra bæret, samt fermentere og vaske bønnen. Normalt køber man sådan en maskine produceret af en stor fabrik, og de kan være rigtig dyre, hvis de skal kunne sikre en ordentlig kvalitet i kaffen. Istedet besluttede familien at bygge deres egen vådmølle, som kunne håndtere de store mændger de producerer, samt sorterer kaffen efter kvalitet. 

Maskinen er næsten ligeså stor som huset ved siden af, og er i to etager. Det er takket være denne, at familien kan producere kaffe af så høj kvalitet, fordi maskinen sikrer at rådne og umodne bær bliver sorteret fra og ikke forurener resten af kaffen. Det er virkelig imponerende at se den i gang, og Byron viser og forklarer stolt hvordan den fungerer. 

Kaffebonden Santos Isabel fortæller to andre om sin kaffeproduktion i Nicaragua

Smagen

Santos’ kaffe er virkelig lækker, og den smager ikke som en klassisk kaffe fra Nicaragua. Den har en fyldig smag fyldt med sødme som moden frugt, og kan især minde om saftig honningmelon. Dette suppleres med lidt tungere noter af chokolade og karamel.

Når kaffen brygges som pour over, kan den også have lidt syrlige citrus noter, der giver kaffen lidt kant og en utroligt god og kompleks balance. 

Udgivet i

Her kommer din kaffe fra: Silvio Sanchez

Silvio Sanchex - Finca Santa Teresa del Mogoton - ØNSK Kaffe

 

 

Her kommer din kaffe fra: Silvio Sanchez

Er du nysgerrig på at lære lidt mere om den frugtige kaffe fra Silvio Sanchez, så giver vi her et indblik  i, hvordan kaffen bliver til hos Silvio, og måske en røverhistorie eller to,  fra vores besøg på Finca Santa Teresa De Mogotón, sniger sig ind.

Silvio Sanchex - Finca Santa Teresa del Mogoton - ØNSK Kaffe

Mød Silvio

Silvio Sanchez er en af vores gode venner, som vi besøger hvert år, når vi er i Nicaragua. Silvio ejer kaffegården Finca Santa Teresa del Mogotón, som er beliggende i det nordlige Nicaragua tæt på grænsen til Honduras. Gården ligger på Nicaraguas højeste bjerg: Mogotón, som har en spektakulær udsigt over omkringliggende bjerge.

Silvio er uddannet agronom og har tidligere arbejdet ved landbrugsstyrelsen i Nicaragua, men fandt hurtigt ud af, at han ville jagte sin drøm om at producere nogle af Nicaraguas bedste kaffer. Noget særligt ved Silvio er, at han udelukkende producerer såkaldte “naturals”, der er en helt særlig type kaffe, der er kompleks og svær at lave. Bare rolig, vi forklarer længere nede, hvad en natural kaffe er. 

Men det er ikke kun kaffeproduktion som Silvio har talent for. Silvio har nemlig også tidligere været professional hesterytter, og har sågar også gjort en kort karriere som ranchero-sanger. Han går altid med sin revolver siddende i bukserne, og bor hjemme hos sin mor i Ocotal tæt på kaffegården. Her bliver vi altid inviteret til middag, og Silvio er også altid frisk på en fyraftensøl på den lokale bar, når vi er besøg.

Her kommer en lille video fra gården, hvor du kan møde Silvio. Andreas og Rasmus bliver sendt i marken for at konkurrere om, hvem der kan pukke kaffebær hurtigst (og bedst) – Hvem tror du vinder? 

Hvad er en natural kaffe? - og hvorfor smager den så specielt?

Silvio er ikke som de fleste andre kaffebønder. Silvio er en sand kaffenørd, der har specialiseret sig i at dyrke nogle af Nicaraguas mest spektakulære kaffer. Derudover dyrker Silvio udelukkende den type kaffe, som kaldes en “natural”.  

En ‘natural’ kaffe betyder kort sagt, at man ikke piller frugtkødet af bærret og ikke vasker bønnerne før tørring. I stedet lader hele bærret tørre med frugten rundt om. Når de søde bær ligger og tørrer i solen, sker der en fermenteringsproces inden i bærret, som giver unik sød og frugtig smag, som man ikke finder i almindelige kaffer.  

Dog er det er en process der kræver en nøjsom opmærksomhed, da det er vigtigt, at alle de plukkede bær er 100% modne og ej heller det mindste under- eller overmodne. Et råddent bær kan ødelæggende en hel dagshøst, da det ødelægger fermenteringen under tørringen. Derfor har Silvio en kompromisløs tilgang til plukning af kaffen, og kun de dygtigste kaffeplukkere arbejder på gården, hvor de også bliver betalt ekstra for det omhyggelige arbejde. 

Fementeringsprocessen er svær at kontrollere, og det kræver en stor viden om dyrkning og fermenteringsprocesser for at få det til at fungere. For mange, er det en knald eller fald-situation, og det er ikke unormalt at man støder på “dårlige” natural-kaffer, hvor fermenteringen er gået skævt. Det betyder at kaffen får en muggen og grim smag.

Det er derfor risikabelt at dyrke naturals, og det kræver at man er en dygtig landmand, som også har styr på den efterfælgende behandling. Silvio har de helt rigtige forudsætninger for at dyrke naturals, da han er uddannet agronom, samt er dygtig til at smage og kvalitetskontrollere kaffe.

Silvio har dog taget naturals til et helt nyt niveau, og producerer ikke bare almindelige naturals, men “dobbelt-fermenterede” natural. læs med under billedet.

 

Økologiske kaffebønner

Dobbelt-fermenteret

Silvios kaffe er dog ikke en normal natural. Han har nemlig eksperimenteret med at tilføje en ekstra fermentering, for at gøre kaffen til en helt ekstraordinær frugtig. 

Det gør han han ved at pakke de friskplukkede kaffebær ind i en plasticsæk, som bliver lukket af for ilt og der bliver skabt en anerobisk fermentering. Her ligger de i 24 timer i solen, hvor man kan forestille sig, hvor varmt og fugtigt der bliver inde i posen, hvilket skaber en hurtig og intens fermentering. Efter de 24 timer bliver kaffen lagt ud til at tørre på de hævede senge som en normal natural. 

Resultatet er, at kaffen er frugtig og sød, og man kan tydelig smage fermenteringen i kaffen, som næsten kan give assitioationer til rødvin. Man kan finde noter af et hav af tropiske og syrlige frugter, men et hint af modne jordbær. 

 

Læs med længere nede for vores anbefalinger til brygning af Silvios kaffe👇

ØNSK kaffe - Andreas Kirk Hedegaard - Rasmus Ditlev - Ønsk kaffe - Silvio Sanchez

Smagen

Silvios kaffe er for typen, der gerne vil prøve noget helt andet end en normal kaffe, og som gerne vil udfordre sig selv.

Vi rister kaffen lyst, for fremhæve de komplekse noter som kaffen har. Kaffen er nemlig fyldt med syre og frugtige undertoner, som bedst kommer til udtryk i en lysristet kaffe. 

Vi anbefaler at man brygger denne kaffe med en pour-over kaffebrygger såsom en Chemex eller en Hario V60 (klik på link til produkterne hvor der også er bryggeguides). Her vil man kunne fornemme den søde og fyldige smag, der karakteriserer en natural, samt en bombe af eksotiske frugter med en note af jordbær der bliver hængende i munden. Du kan også prøve at lave kaffen som en ren espresso, her kommer syrligheden virkelig til udtryk!

Vi anbefaler også, at man drikker denne kaffe uden mælk, da mælk godt kan drukne frugtigheden og den fine syre, og man får derfor ikke den fulde oplevelse. Du vil sikkert også opleve at det slet ikke er nødvendigt, da kaffen ikke har spor af bitterhed og brændthed – så prøv at lade være.

Rigtig god fornøjelse!

Udgivet i

Her kommer din kaffe fra: Leonel Valladares

Leonel Valladares

 

 

Her kommer din kaffe fra: Leonel Valladares

Er du nysgerrig på at lære lidt mere om kaffen fra Leonel Valladares, så har vi her sammen en lidt info og røverhistorier fra Nicaraguas mest dedikerede økologiske kaffebonde.

Kaffebonden Leonel Valladares har fået besøg i Nicaragua fra Andreas og Rasmus, som sælger hans kaffe gennem firmaet ØNSK Kaffe.

Velkommen til Finca Organica Santa Prisca

Leonel Valladares er lidt af en legende hos ØNSK. Vi mødte Leonel i 2018, hvor vi var på en tur rundt i Nicaragua. Vi snakkede med vores gode ven Francisco, der tørrer al vores kaffe, om at vi gerne ville besøge en landmand, som formåede at dyrke økologisk special-kaffe, ikke af mangel på viden om gødning, men fordi han virkelig troede på, at han kunne producere god kaffe og passe på naturen på samme tid. 

 Vi besøgte Leonel på hans gård Santa Prisca samme dag. Gården er beliggende helt oppe ved grænsen til Honduras i lokalsamfundet Dipilto. Køreturen derop går langs små grusveje, hvor det er nødvendigt med en firhjulstrækker for at komme gennem de stejle og mudrede passager. Når man kommer ned til gården, er det en lille oase midt i regnskoven, og på huset er et stort grønt skilt hvor der står “Finca Organca Santa Prisca”, som er navnet på gården. Gården er navngivet efter hans mor, Prisca, der for 43 år siden overdrog gården til Leonel der, ud af en stor søskende flok, var en ung mand der havde en brændende passion for at dyrke kaffe og for at lave det hårde arbejde som følger med en økologisk kaffeproduktion. 

Vi blev straks betagede af atmosfæren på gården. Der er børn og hunde der løber rundt og leger i den lille gårdhave, mens de unge drenge laver rap-battles og ihærdigt prøver deres engelskkundskaber af på os. Vi følte os velkommen fra starten og blev senere imponerede af at se det store arbejde som Leonel ligger i hans kaffeproduktion. Efter at have smagt hans kaffe var der ingen tvivl – Leonel Valladares er en mand på en mission om at dyrke exceptionelle kaffer 100% økologisk, og det er en rejse vi skal være med på. Derfor er det også sådan, at vi i dag køber hele hans produktion og besøger ham hvert år, hvor vi giver en hånd med på gården. Leonels kaffe er velegnet til pour-over kaffe, og vi anbefaler derfor kaffen i en mellemristet variant. Du kan også modtage Leonels økologiske kaffe som abonnement hver måned.

Herunder kan du se en lille video fra et af vores besøg hos Leonel, hvor du kan høre mere om ham og se vores byggeprojekt på gården:

Familien Valladares

Leonel har en stor familie! Han har selv 7 børn og de fleste af dem har også stiftet deres egen familie. Derfor er der altid fuld af liv på gården, hvor Leonel bor med hans kone. Derudover bor mange af hans børn og børnebørn der i løbet af høstsæsonen hvor der er brug for en ekstra hånd på gården. Gården er hele familiens samlingspunkt og Leonel er familiens overhoved. 

Da vi besøgte Finca Santa Prisca i februar 2020, besluttede vi også at invitere hele familien, plukkerne og naboerne til en hygge-dag, hvor vi spillede en fodboldkamp mod en flok drenge fra nabobyen (det blev selvfølgelig til en 2-1 til team ØNSK/Valladares). Derudover havde vi købte en såkaldt Piñata, der er lidt som en fastelavnstønde, fyldt med slik. Så får børnene en af gangen bind for øjnene og skal prøve at slå til Piñataen med en pind, indtil at den smadrer og der flyver slik ud til alle sider. 

Byggeprojektet

Da vi besøgte Leonel i 2019, var det ikke kun for at drikke hans hjemmelavede rom og citron-cocktail, men også fordi at vi gerne ville lave et projekt på gården, for at hjælpe Leonel med at forbedre hans processer med økologisk gødning. Leonel Dyrker nemlig hans egen gødning med en kompost der består af kaffeskallerne, madaffald og mødding, som han får fra hans naboer der har køer. Den kompost får lov at ligge og forrådne, før at det kommer over i nogle store tanke hvor Leonel har tusindvis af californiske regnorme. Formålet med dette er, at ormene bearbejder komposten og omdanner det til en særdeles næringsrig jord, som kan lægges rundt om kaffetræet som gødning. 

Det er en ret omstændig process! – bare for at lave gødning, som mange andre landmænd bare køber sig til. Det kræver en omhyggelig planlægning og logistik at få gødet alle 10.000 træer på gården med 5 kg gødning hvert år. Realiteten er også, at Leonel ikke formår at få gødet nok. Det havde vi en længere snak med Leonel om, og hans primære udfordring er, at han ikke kan opbygge et lager af gødning som kan holdes tørt og gennem til når det skal bruge. Klimaet på gården er tropisk, og der kommer nogle store regnskyl dagligt. Det gør at hans gødning bliver til en stor mudderbunke, der er tung at flytte ud i marken, samt at regnen skyller noget af næringen ud af gødningen. 

Derfor var løsningen at bygge et overdække midt på gården som kunne fungerer som et varehus for gødningen, og holder den tør. Derfor tog vi i det lokale byggemarked i Ocotal og købte pæle, lægter, betonblokke og tagplader, hvorefter vi gik sammen med Leonels sønner i 10 dage og byggede konstruktionen.

Vi kom tilbage til gården i februar 2020, hvor vi så hvordan Leonel havde bygget et stort lager af gødning som var tørt og klar til at komme ud i marken. Formålet med projektet var at Leonel kunne producere mere kaffe og bedre kaffe, hvilket betyder øget indtjening for ham, samt at vi kan købe mere af hans gode kaffe. Vi er spændte på at se resultaterne af projektet over de næste par år. 

Du kan se projektet i videoen længere oppe på siden.  

Smagen

Leonels kaffe er ret unik for en Nicaragua kaffe. Den har masser af fylde og krop, men også et friskt pust af syrlighed og frugtighed. Især hvis man brygger den som en espresso kan man mærke balancen mellem det fyldige og det syrlige, der leder tankerne hen på mandler og honning med et hint fersken. Den kan nogle gange virke lidt marcipanagtig med en let bitterhed som tonicvand. Det er bestemt en helt særlig kaffe, der især udmærker sig uden mælk, eksempelvis som en ren espresso eller sort stempelkaffe. Kaffen fås også som i en kaffekapsel version. God fornøjelse!