Udgivet i Skriv en kommentar

Trin for trin-guide til kaffesmagning (cupping)

Kaffesmagning kaldes kaffecupping og bruges til at bedømme kaffe

En trin for trin-guide til kaffesmagning (cupping)

Kaffesmagning kaldes kaffecupping og bruges til at bedømme kaffe
Af: Jacob Bastrup

Af: Jacob Bastrup

Hvad er kaffecupping?

Inden for specialkaffe har man en bestemt tilgang til kaffesmagning, der hedder kaffecupping.

Man bruger kaffecupping i flere forskellige sammenhænge. Typisk er det i forbindelse med kvalitetsbestemmelse af kaffen, men cupping bruges også til at finde frem til en risteprofil, der klæder og passer til de udvalgte kaffebønner, Ikke alle kaffer cuppes, da det er et stort arbejde, men i specialkaffens verden er cupping et uundværligt værktøj.

Det fungerer sådan, at man brygger en række forskellige kaffer på præcis samme måde for at smage dem op imod hinanden. Det nytter ikke noget, at kafferne adskiller sig for meget fra hinanden. At smage mørkristede espressobønner og lysristede kaffebønner i samme cupping giver eksempelvis ikke meget mening, da de per definition vil have vidt forskellige smagsprofiler.

Her hos ØNSK cupper vi flere gange om måneden, og er vi i Nicaragua, for at købe grønne kaffebønner, kan det være flere gange om dagen. Vi afholder også kaffesmagning som event – også online.

Cupping her hos os sker eksempelvis i forbindelse med en ny Månedens kaffe, der er en fast del af vores kaffebønne-abonnement. Typisk vil vi eksperimentere med forskellige risteprofiler for at bestemme, hvordan de grønne kaffebønner skal ristes, så de smager bedst. Samtidig smager vi den potentielle Månedens kaffe op imod vores andre kaffer i sortimentet for at smage, hvor den ligger i forhold til vores allerede eksisterende varianter.

Resultatet bruger vi til at vurdere kaffen og bestemme dens smagsprofil.

Vil du selv forsøge dig med en kaffe cupping derhjemme, følger her en trin for trin-guide. Det bliver supersjovt!

Det skal du bruge

  • Kaffevarianter du vil cuppe (20 gram af hver)
  • Kopper (ca. 200 ml i størrelse)
  • Kaffekværn
  • Stopur
  • Vægt
  • Renseglas med varmt vand
  • Elkedel
  • Skeer til cupping
  • Evt. vandfilterkande
  • Tilføj til kurv

Mangler du kaffer til cupping? Få 5 x 250 gram kaffe til nedsat pris og prøv hele ØNSKs kaffesortiment.

Pakken passer perfekt til en god omgang kaffesmagning!

Instruktion til kaffesmagning

Trin 1 (Opmåling af kaffebønner):

Start med at køre 2 gram kaffe gennem kværnen, som du efterfølgende smider væk. Hver gang du kværner en ny kaffe, bruges de første to gram til at “rense” kværnen for tidligere kaffe.

Kværn de resterende 18 gram kaffebønner, og fordel den malede kaffe i to kopper med 9 gram i hver. Duft og vurder den tørre kaffe.

Kaffen skal males til en konsistens, der minder om havsalt.

OBS: Hver kaffe skal i to kopper, da der kan snige sig defekter ind i koppen. Derfor er det også vigtigt under smagning at bedømme, om der er forskel på de to kopper med samme kaffe i.

  • Tilføj til kurv
Kaffebønner er blevet kværnet og vejes nu af
To kopper med 9 gram kaffe i hver klar til kaffecupping

Trin 2 (Kog vandet):

Kog vandet. Brug gerne filtreret vand, hvis du har mulighed for det.

Har du en elkedel, hvor man kan indstille temperaturen, skal den stå på 90 grader.

Start dit stopur og hæld 150 gram varmt vand i hver kop.

Duft til aromaerne fra den våde kaffe. Du kan evt. notere, hvad du dufter.

Hvis du blot har en enkelt elkedel til rådighed, kan det være en fordel at brygge 2-4 kopper kaffe ad gangen. Det gør ikke noget for kaffesmagningen, at alle kafferne ikke er færdig samtidig.

  • Tilføj til kurv
Kaffesmagning - kogende vand hældes i kopperne, og der tages tid

Trin 3 (Kaffegrums brydes):

Efter 4 minutter har kaffegrumsen lagt sig som en skorpe på overflade.
 
Nu skal skorpen brydes. For at gøre det, skubbes kaffegrumsen bagud og ned i kaffen med bagsiden af en ske.
 

Her begynder kaffens aromaer virkelig at strømme frem, og dette er det bedste tidspunkt at vurdere, hvordan kaffen dufter.

Overvej, om kaffens duft er den samme, som da den var tør, eller om den har forandret sig i løbet af brygningen.

"Skorpen" på toppen af kaffekopperne brydes med en ske, og der duftes til kaffens aromaer

Trin 4 (Fjern kaffeskum)

Med to skeer fjernes skummet og den resterende kaffegrums fra kaffens overflade.

kaffeskum fjernes fra overfladen før kaffen smages

Trin 5 (Smag kaffen)

Nu er tiden kommet til, at kaffen skal smages og bedømmes.

Der smages med en ske, som skylles i et renseglas, hver gang du smager på en kaffe (ingen kan lide en dobbelt-dypper 😜), og vi vil ikke blande kafferne sammen.

Kaffen skal slubres ivrigt, så du får masser af luft med ind i munden, og kaffen glider ud og fordeler sig over hele tungen.

Slubr kaffen for at få mest mulig smag frem

Trin 6 (Bedømmelse)

Tro det eller ej, men det tager tid at lære “at smage” kaffe.

Selvom vi har gjort det 117 gange, kan vi stadig stå i en smagsbedømmelse og mangle ord, når vi beskriver, hvad vi smager.

Det kræver altså øvelse at bedømme kaffe, og hvis man bruger Speciality Coffee Associations (SCA) officielle anvisninger, er der et helt hav af faktorer, man skal overveje i sin bedømmelse.

Er du ny i kaffesmagning vil vi anbefale at simplificere det. Her er der nogle parametre og trin, du bør gennemgå for at bedømme kaffen:

  • Kaffens duft og aromaer – både i tør og våd tilstand
  • Fylde
  • Sødme
  • Syre
  • Bitterhed
  • Kompleksitet
  • Smag
  • Eftersmag
  • Balance
  • Renhed
  • Udvikling over tid

Lad dig inspirere af SCA’s smagshjul, som ses på billedet. I forhold til duft og smag er kvaliteter som frugtig og nøddeagtig positive, hvorimod brændte og kemiske smage er negative.

Fornemmer du sødme i smagen, kan du bevæge dig indefra og ud på smagshjulet og prøve at definere, hvad kaffen smager af.

Er der meget syre tilstede, smager kaffen måske af citrusfrugt eller lignende.

En kompleks kop kaffe indeholder mange smage, hvorimod en mindre kompleks kop måske smager meget tydeligt af jordbær.

Vurder, om der er balance i smagen, eller om én særlig smag overdøver andre. Overvej samtidig, om der er renhed i koppen, eller der dukker ubehagelige smage op undervejs. Afslutningvis om eftersmagen er behagelig, og hvordan kaffen føles i ganen efterfølgende.

Sørg for at smage kafferne mange gange, da de vil udvikle sig over tid, i takt med temperaturen falder. Kaffens sødmefulde og syrlige noter træder typisk først frem, når kaffen har fået lov at køle.

Vi håber, du kan bruge guiden og får det sjovt med en masse kaffesmagning.

Kaffen smages med skeer flere gange

Udvalgte produkter

  • Tilføj til kurv
  • Vælg muligheder
  • Tilføj til kurv
  • Tilføj til kurv
Udgivet i Skriv en kommentar

AeroPress: En alsidig problemknuser

aeropress bliver brygget på stranden med kaffeudstyr

AeroPress: En alsidig problemknuser

Historien om AeroPressen fortælles bedst gennem dens opfinder, Alan Adler, der støder på et helt specifikt kaffeproblem, som han sætter sig for at løse.

I en blogserie kigger ØNSK nærmere på populært bryggeudstyr, så dig, der overvejer at hoppe ud i et kaffeeventyr med specialkaffe, har en begynderhåndbog i jagten på det rette setup. I første omgang satte vi spot på Hario V60, mens vi i denne omgang kigger nærmere på AeroPress a80 og stiller de klassiske spørgsmål: Hvor, hvornår og hvorfor?

OBS: Sidenhen er også udkommet historien om Chemex.

aeropress bliver brygget på stranden med kaffeudstyr
Selvom AeroPressens fremmarch i høj grad hænger sammen med specialkaffens stigende popularitet, minder en AeroPress ikke om andet bryggeudstyr på markedet. Den har samlet det bedste fra samtlige kaffebryggere i et enkelt og billigt alternativ.
Af: Jacob Bastrup

Af: Jacob Bastrup

Far til frisbees og kaffeudstyr

Har du nogensinde set en frisbee med hul i? Det hedder en Aerobie, og den flyvende disk har verdensrekorden i længste kast med et objekt uden hjælpemidler (383 meter).

Nu tænker du nok: Hvad har en Aerobie med en AeroPress at gøre?
Jo, de er såmænd søskende og deler samme far. Faderens navn er Alan Adler, og han er kendt som en ivrig opfinder, der har over 40 patenter på mere eller mindre vellykkede og vidt forskellige dingenoter.

Adler er blevet synonym med AeroPressen, og de fleste ”ærke-AeroPressere” vil vide, hvem han er. Den nu ældre amerikanske kaffe- og legetøjsfabrikant, der er født i Detroit i 1938 og opvokset i Los Angeles, fortæller til onlinemagasinet ’WIRED’, at han blev sporet ind på idéen til AeroPress ved et middagsselskab for firmaansatte:

”Jeg havde en samtale med min salgschefs kone. Vi var begge irriterede over, at det aldrig rigtig fungerede, når man forsøgte at lave bare en enkelt kop kaffe på filtermaskiner. Kaffen blev typisk meget vandet eller meget bitter, og det tog jeg som en udfordring”.

AeroPressens opfinder Alan Adler med Aeropressen foran sig
Alan Adler opfandt AeroPressen efter en middagssamtale med sin salgschefs kone – foto fra Instagram

Mindre bryggetid = mindre bitterhed

Gif der demonstrerer brugen af en aeropress
Kredit: Joe Coffee Company

I sit forsøg på at skabe en effektiv 1-kops-kaffebrygger kom Alan Adler frem til konklusionen, at især bryggetid har stor betydning for kaffens bitterhed.

Efter flere mislykkede forsøg på at mindske bryggetiden på allerede eksisterende udstyr, satte Adler sig for at skabe sit eget. Via en lufttæt beholder og et stempel kunne Adler presse kaffen ud under tryk, hvilket reducerede bryggetiden – og dermed kaffens bitterhed – markant. Resultatet blev ifølge den amerikanske opfinder en utrolig lækker kop kaffe.

I 2005 rammer AeroPressen så markedet, men mange inden for specialkaffe-verdenen reagerede med skepsis over for en legetøjsopfinder, der pludselig ville revolutionere kaffemarkedet.

Over tid har den alternative kaffebrygger dog vundet indpas, og nogle kaffeeksperter mener endda, at man med en AeroPress kan brygge bedre espressokaffe end på maskinevarianter, der typisk koster 20-30 gange mere.

Vidste du om AeroPress a80?

…at der hvert år afholdes World Aeropress Championship, hvor den bedste bryggeopskrift vinder.

…at der er lavet en dokumentarfilm om AeroPress, som kan streames lige her.

…at mange, inklusiv os selv, bruger en AeroPress omvendt, når de brygger kaffe – Den såkaldte “inverted”-bryggemetode.

 

Kilder til artiklen: aeropress.com, perfectdailygrind.com og wired.com

Brygning af aeropress med Rasmus der hælder varmt vand op i en AeroPress med et rødt telt i baggrunden og en brænder i forgrunden samt en pose ønsk kaffe
I ØNSKs AeroPress bryggeguide bruger Rasmus den "inverted"-bryggemetode, hvor kaffebryggeren vendes på hovedet. En populær "hack" blandt mange aeropressere

Dedikerede AeroPress-fans

En glad vinder af World AeroPress Championship omringet af venner, der tager billeder
En tydeligt glad vinder af World AeroPress Championship 2018, Carolina Garay. Du kan finde hendes vinderopskrift ved at trykke på billedet – foto fra Instagram

I dag har AeroPressen et virkelig dedikeret følge, og hvert år afholder dens mest inkarnerede fans ”WAC” – World AeroPress Championship

Det er især kaffebryggerens alsidighed, der har gjort den populær. Den indeholder elementer fra både espresso-, stempelkande- og filterkaffe, og der findes et utal af forskellige bryggeguides og opskrifter. Med en AeroPress kan du lave americano, espresso, filterkaffe og sågar en caffe latte.

Derudover er den enormt praktisk at have med på rejser eller campingture, da den er lavet af plastik og virkelig nem at rengøre.

Vi har sammensat en startpakke med en AeroPress og et udvalg af ØNSKs kaffer, som vi anbefaler at brygge på den praktiske kaffebrygger. Find pakken under teksten.

Og lad os slutte af med et bryggeråd fra AeroPressens fader, Alan Adler, der, adspurgt til den typiske bryggefejl, svarer: “[Folk, red] de presser for hårdt. Så jeg fortæller dem, at de skal presse forsigtigt”. Forklaringen er, at et forsigtigt pres skåner kaffen og skaber en sødere kop.

Rådet er hermed givet videre, og vi håber, du er blevet inspireret og bliver en fremtidig World AeroPress Champion.

Udvalgte produkter

  • Tilføj til kurv
  • Tilføj til kurv
  • Tilføj til kurv
Udgivet i Skriv en kommentar

Scones med kaffegrums

Bagte scones med kaffegrums og chokolade serveret med to kopper kaffe til

Scones med kaffegrums

Bagte scones med kaffegrums og chokolade serveret med to kopper kaffe til
Af: Jacob Bastrup

Af: Jacob Bastrup

En engelsk klassiker med kaffegrums

Det er bestemt ikke alting, englænderne kan finde ud af. De kører i den forkerte side af vejen, drikker mere te end kaffe, og der er milevidt mellem de kulinariske oplevelser i det engelske køkken.

Men scones er undtagelsen! Dette fantastiske bagværk, som er en fusion mellem kage og bolle, har de ramt helt rigtigt på den anden side af kanalen. Derfor har vi selvfølgelig også tyvstjålet den her hos ØNSK og gjort den til vores egen. Vi har simpelthen puttet kaffegrums i.

Jaja, man skal ikke lave om på en klassiker og alt det der. Vi ved det. Men aaalt for meget kaffegrums ryger i skraldespanden og går til spilde. Synd og skam, for der er stadig masser af lækre smagsaromaer af kaffe tilbage. Så bid til bolle og prøv vores opskrift på scones med kaffegrums. Du vil ikke fortryde det!

… Medmindre du ikke kan lide kaffe. Så skal du nok lave nogle andre scones.

Ingredienser – Det skal du bruge til
10 scones:

  • 325 gram hvedemel
  • 2,5 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt
  • 50 gram sukker
  • 25 gram kaffegrums
  • 120 gram smør
  • 2 dl kærnemælk
  • Æg eller stærk kaffe til pensling
  • Evt. lidt hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde

OBS: Undgå at bruge kaffegrums, der netop er blevet brugt til at brygge kaffe med. Kaffegrumsen vil da være for våd og varm og derfor ødelægge din sconesdej.

Et tip: Man kan med fordel sprede sin kaffegrums ud på et stykke køkkenrulle og lade den tørre i en times tid før brug. På den måde opnås det bedste resultat.

Direkte fra køleskabet hakkes smørret til så små firkanter, som det er muligt. Firkanterne må ikke være større end blåbær.

Kom mel, bagepulver, salt, sukker og kaffegrums i en skål og bland det sammen. Tilføj smørfirkanterne, og sæt herefter skålen med blandingen i køleskabet i mindst en time.

Foldet sconesdej med kaffegrums, der er klar til at blive bagt i ovnen
Dejen skal foldes og rulles tre gange, før den skal i køleskabet og hvile i 10-20 minutter

(Tik-tak og en time senere)

Tilføj kærnemælk og brug klør fem til at blande ingredienserne til en samlet masse.

Drys lidt mel ud på bordet og vend dejmassen ud af skålen. Med en kagerulle rulles dejen ud til, hvad der nogenlunde minder om en firkantet form.

Fold først cirka en tredjedel af dejen ind over sig selv, og fold derefter den sidste tredjedel ind over resten. Løft dejen og vend den om, så foldningerne vender nedad.

Rul dejen ud igen – og gentag så denne proces yderligere to gange. (Skal der chokolade i dine scones, drysses det ud på dejen før allersidste fold).

Læg den foldede sconesdej på et skærebræt eller lignende, og lad den hvile i køleskabet i 10-20 minutter.

Rul dejen ud til cirka 2 cm tykkelse. Med en udstikker (kan være et glas) laves 10 scones, der placeres på en bageplade med bagepapir.

Pensl med sammenpisket æg eller stærk kaffe for ekstra kaffesmag.

Hemmeligt trick! Med to-tre fingre presses en lille fordybning i midten af hver scone. Det sørger for, de hæver lige op.

Bag dine scones ved 220 grader varmluft i 10 minutter, indtil de har fået den ønskede farve.

Server dem med den allerbedste kaffe på den fineste bakke, du kan finde! Psst, vores anbefalinger finder du i bunden 😉

Færdigbagte scones med kaffegrums

Siger du scone som en skotte eller en englænder?

Vi har været inde på det tidligere. De er lidt småskøre, de briter. Efter 500 år er de stadig ikke blevet enige om, hvordan ordet scones skal udtales. I Skotland siger de fleste “scon”, og i England er de fine på den og siger i stedet “scooone” – sådan cirka.

Nu har Forskere på Cambridge University udarbejdet “The Great Scone Map”, der viser, hvordan befolkningen i Storbritannien udtaler navnet på kagebollen, der første gang kom ind i sproget helt tilbage i 1513. Det kan du læse meget mere om her.

Hvad kan man ellers bruge kaffegrums til?

Hvis du er ligesom os her hos ØNSK, drikker du ret meget kaffe og bager forholdsvis få scones. Heldigvis er kaffegrums et universelt produkt, der kan bruges i mange andre sammenhænge end bagning – ex. som lugtfjerner eller bodyscrub. På vores liste over 10 ting, du kan bruge kaffegrums til, kan du finde yderligere inspiration.

Udvalgte produkter

  • Vælg muligheder
  • Tilføj til kurv
  • Tilføj til kurv
  • Vælg muligheder
Udgivet i Skriv en kommentar

Bryggeguide AeroPress

AeroPress brygger med ØNSK kaffe i skoven med grønne omgivelser

AeroPress bryggeguide​

En AeroPress minder ikke om andet bryggeudstyr, der findes på markedet. Den er utrolig alsidig, og der findes et utal af forskellige opskrifter og bryggeguides. Her er vores bud på at brygge kaffe på en AeroPress.

STEPS

01
02
03
04
05
06
07
08
09

SÆT VAND OVER

GØR AEROPRESSEN KLAR

HÆLD FRISKMALET KAFFE I

BLOOM POUR

FYLD HELT OP MED VAND

SKYL PAPIRET

VEND AEROPRESSEN

“PRESSEFASEN”

NYD DIN KAFFE!

01

SÆT VAND OVER

Kog vand. Træk Aeropress stemplet næsten hele vejen ud.

02

GØR AEROPRES KLAR

Skru filterholder af og sæt filter i holderen.

03

HÆLD FRISKMALET KAFFE I

Fyld medfølgende ske med kaffe og stryg en finger henover = 17g. Kom herefter kaffen i Aeropressen.

04

BLOOM POUR

Hæld en smule vand på kaffen. Rør med rørepinden, og lad kaffen hvile i 20-30 sekunder. Dette hedder et “bloom-pour”, der får kaffen til at vågne og blomstre.

05

FYLD HELT OP MED VAND

Fyld Aeropressen helt op med vand og rør igen med rørepinden. Vent yderligere 1 minut til kaffen er brygget færdig

06

SKYL PAPIRET

Skyl papirsfilteret med overskydende kogevand, for at fjerne papirsmag. Skru filterholder på AeroPressen.

07

VEND AEROPRESSEN

Placer en nedadvendt kaffekop på toppen af din Aeropress. Vendt kop og Aeropress om i samme bevægelse.

08

"PRESSEFASEN"

Pres roligt kaffen ned i koppen. Stop, når der kommer hvislende lyde fra Aeropressen – lyden af luft gennem filteret.

Rasmus Ditlev drikker kaffe i skoven med et telt i baggrunden

09

NYD DIN KAFFE!

Slap af og nyd din kaffe.

Vil du dykke endnu mere ned i historien bag AeroPressen, og læse om hvordan opfinderen Alan Adler kom på idéen – så læs med her.

Udvalgte produkter

  • Tilføj til kurv
  • Tilføj til kurv
  • Tilføj til kurv
  • Vælg muligheder